Søgning - indtast sætning eller del af ord

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content

Tanker fra et tog

En rejsedagbog fra togtur Hamburg – Wien – Salzburg – Graz – München – Leipzig – Dresden

Vores glade skribent, togrejse fan Günther, tog en tur med tog fra hjembyen Korsør og ud i Europa. Turen gik til Hamburg videre til Wien, Salzburg, Graz, München, Leipzig, Dresden og derfra hjem mod Danmark igen.

Turbeskrivelse

Korsør – Hamburg

Frem til og med jeg kørte med bussen gik alt godt. Oppe på stationen så jeg, at mit tog til KOLDING var 5 minutter forsinket, og det endte med, at det blev 9 minutter forsinket. Nu var spørgsmålet så, om jeg kunne nå toget til HAMBURG i KOLDING? Da vi nåede til MIDDELFART, havde vi indhentet noget af tiden, men det var stadig ikke helt nok. Udover det så holdt vi længe og ventede på signal til videre kørsel mod KOLDING. Der skulle åbenbart køre et godstog mod ODENSE, inden vi kunne få signal til videre kørsel. Nu var vi 11 minutter forsinket! Holly Shit. Nu når vi sikkert ikke toget til HAMBURG. Kort før TAULOV holdt vi lige pludselig stille.

Det viste sig så, at man alligevel havde valgt at lade tog 383 til HAMBURG holde i TAULOV, så vi kunne overhale det og komme først til KOLDING og få forbindelse med vores tog til HAMBURG! Tak for det. I KOLDING måtte jeg lige vejlede nogle tyske passagerer fra toget og nogle, der stod på perronen. Dem, der stod på perronen, ville stige på det tog, jeg ankom med; men det kørte jo ikke videre. Nogle fra toget, var i tvivl om, hvordan de kom videre. Der var jo desværre kun blevet kaldt ud på dansk i toget. Så jeg fik mange glade smil, især fra de tysktalende passagerer. (Jeg er vist stadig en DSB-mand)?

11 minutter forsinket fra KOLDING, så det er godt vi ikke skulle skifte tog i FLENSBURG, hvor vi ankom kun lidt forsinket. Føj for satan for en dårlig klargøring af disse vogne. Hvert andet toilet i toget var aflåst. I den vogn, hvor jeg sad – tæt på toilettet, løb det stinkende vand ud under døren. Ingen var i tvivl om, at det ikke var drikkevand. Fy for den, hvor det stank. DSB skal spare penge, så der skæres ned på klargøringen, hvilket desværre ofte medfører, at passagererne får en dårlig oplevelse. Men vi blev yderligere forsinket, da vi kørte fra FLENSBURG. Der var åbenbart problemer med nogle passagerer, som POLITI måtte hente ud af toget. 19 minutter forsinket fra FLENSBURG.

De 3 passagerer, der sad sammen med mig, skulle hhv. til ZÜRICH og FRANKFURT. Dem kunne jeg så ikke lige hjælpe med yderligere information end den, der blev givet på tysk, tysk, dansk og engelsk af det tyske togpersonale i toget. 2 af passagererne kunne kun dansk, så jeg oversatte lidt for dem undervejs og vi hyggede os nu alligevel sammen – alle 5.

Det endte med, at de alle 3 alligevel kunne nå deres forbindelser, da vi ankom til HAMBURG HBF. Vi sagde farvel til hinanden, og jeg gik op i forhallen og over til mit hotel, ALPHA HOTEL PENSION. Jeg fandt hurtigt vejen over til hotellet og blev indkvarteret på det bestilte enkeltværelse. Et værelse på 6 kvm samt et tilstødende toilet, hvor der kun er et forhæng mellem værelset og toilettet. Godt det ikke er et dobbeltværelse. Det kunne have givet ubehagelige lugte på værelset, hvis en af dem, der boede der, havde dårlig mave. Men pyt, jeg skal jo kun bo der én nat – og alene. Så i det store hele er værelset helt i orden til en opbevaring af 1 kuffert og en enkelt nats søvn.

Det var for tidligt at besøge BODEGA NAGEL, så hvad er mere naturligt end at gå ned til FRAU MÖLLER, hvor jeg ofte før har købt en øl. Senere kan jeg så gå BODEGA NAGEL og få lidt aftensmad. På vej ned ad LANGE REIHE så jeg lige den cafe, hvor ALICE, BJØRN og jeg en gang fik en god oplevelse med en forkert tilberedt IRISH COFFEE. Jeg valgte at vente med at få en IRSIH COFFEEE på vej tilbage. Nede hos FRAU MÖLLER købte jeg en mørk øl: DUCKSTEIN. Mens jeg sad der – udenfor, overvejede jeg, hvor mon sommeren er blevet af i HAMBURG. Der var ”kun” 17 grader, Jeg tjekkede lige temperaturerne i andre byer. WIEN 29, KORSØR 20, GRAZ 24 og STETTIN 25. Hvorfor var jeg så ikke bare i en af de byer i stedet for her i det ”kolde” HAMBURG? Nå men pyt med det, jeg skal jo videre i morgen.

Jeg havde overvejet at gå ned til AUSSEN ALSTER, hvor jeg nogle gange har siddet og nydt en god mørk øl, mens jeg kigger ud over vandet; men det var vejret ikke lige til, så jeg gik derfor videre og hen til BODEGA NAGEL. Og hvad skulle jeg så lige opleve? Min favorit tjener – HARALD, var der ikke. Han har 5 ugers ferie, som han holder hvert år i juni måned. Men OK, jeg købte alligevel en NAGEL BRÄU, og gik videre. En tur gennem banegården. Jeg overvejede, om jeg ikke skulle drikke en øl på BIERBAR oppe i hallen. Det havde jeg jo ikke gjort sidste år, så det burde jeg nok gøre denne gang. Jeg kom derhen, men undlod det, for der er 15 stolesiddende gæster og også plads til nogle stående. Der var 11 personer, derinde og de 9 af dem havde cigaretter i munden, så det opgav jeg og gik videre ned ad SPITALERSTRASSE. Her opdagede jeg, at svenskerne nu også breder sig mere og mere og mere i udlandet, ligesom mange danske virksomheder gør. F eks er der jo JYSK SENGETØJ, NETTO, FLYING TIGER COPENHAGEN, LEGO, BANG OG OLUFSEN, JACK & JONES og mange andre. For svenskerne vedkommende er det ikke kun H&M, men nu også clas ohlson. Hvad bliver mon det næste?

Senere vendte jeg tilbage og gik hen på BODEGA NAGEL, hvor jeg bestilte min aftensmad: DREI SPIEGELEIER og 1 NAGEL BRÄU. Det er også ved at være en tradition.

Jeg gik nu igen en tur og ville nu have en IRISH COFFEE nede i LANGE REIHE på den før omtalte cafe. Men sikke en skuffelse. Han spurgte godt nok, om den skulle være med WHISKY, men sikke en skuffelse. Jeg fik blot en kop KAFFE med WHISKY, men uden farin og uden flødeskum. Den smagte mig ikke, så jeg måtte opgive at drikke den. Jeg gik tilbage til skranken med den. Jo, jeg kunne da godt få farin. Det står der i bøtten sagde han; men vi har ingen flødeskum. Desuden så bruger vi kun Nescafé, når vi laver dem – ikke rigtig kaffe. Jeg lod den stå og gik. Jeg havde jo betalt for den. Jeg gik tilbage og fandt en anden cafe tæt på hotellet, hvor de havde IRISH COFFE og ICE COFFEE på menukortet – MAX & CONSORTEN. Jeg pegede på IRISH COFFE i menukortet og spurgte den unge mand, om den der IRISH COFFEE med 4 cl. WHISKY er med FARIN & FLØDESKUM. Det bekræftede han, så jeg bestilte en. Da jeg havde ventet i 7 – 8 minutter, ville jeg gå indenfor og spørge efter min drink. Den anden tjener kom i det samme ud til mig med en drink med flødeskum på, og jeg spurgte om det var min drink med 4 cl. WHISKY? Nej, svarede han, det kommer vi ikke i ICE COFFEE. Glem det sagde jeg. Det er ikke, hvad jeg har bestilt. Og så gik jeg.

Hamburg – Wien

Da jeg kom frem til hotellet, og blev tjekket ind, gik jeg straks op og satte min kuffert på værelset. Nu stod der kun én ting på min ”ønskeseddel”: GASTHAUS LENDL. Nu var det tid til en WIENERSCHNITZEL. Der var optaget ved alle bordene udenfor, da jeg kom derhen. Jeg spurgte det ægtepar, der sad til højre, om jeg kunne sidde med ved deres bord. Og det fik jeg da lov til. Det viste sig, at de også er på ferie i WIEN. De kom fra SALZBURG, hvilket de fortalte mig, da vi havde snakket sammen et stykke tid om løst og fast, og de havde fået at vide, at min tur går videre til SALZBURG på fredag. Og ikke nok med det, så kommer manden pudsigt nok fra GRAZ. Det var da noget af et sammentræf. De gav mig i øvrigt et par tips til restauranter både i GRAZ og i SALZBURG. Det blev til en hyggelig tid sammen med det ægtepar. Dog var mandens dialekt til tider lidt svær at forstå, så hans hustru måtte indimellem lige gentage, hvad han havde sagt. Det er så hans skyld, at jeg måtte nyde en øl mere til aftensmaden. Men det tilgiver jeg ham meget gerne. Den KAISER BIER kan jeg virkelig godt lide.

Klar til Wien

Jeg sov godt igen denne nat. Ingen problemer, men alligevel syntes min krop, at jeg skulle op et stykke tid før min mobiltelefon ville vække mig. Så allerede kl. 06:45 måtte jeg opgive at sove videre. Men pyt med det. En ny dag i WIEN venter på mig. Det blev faktisk en dag med flere udfordringer, end jeg havde forestillet mig. Men alligevel en dejlig dag. Da jeg var ovre og købe en smule morgenmad og mælken til min piller, købte jeg samtidigt en billet til S-BAHN, U-BAHN og så videre. Den er gyldig i 48 timer, så det er jo meget passende, da jeg jo nok ikke lige skal bruge den på fredag, hvor jeg skal med toget videre til GRAZ.

Dagens største udfordringer var, at få GOOGLE MAPS på min mobiltelefon, til at passe sammen med, hvor jeg var og, hvor jeg skulle hen – og ikke mindst holde den i den i rigtige retning fra starten. Udover det, så var udfordringen at finde ud af, hvilke trafikmidler jeg skulle bruge og i hvilke retninger. Jeg brugte for megen tid på at køre i de forkerte retninger, og så finde ud af, hvor jeg evt. kunne skifte og komme den rigtige vej. Dagens mål var følgende: HUNDERTWASSER HAUS, DONAUTURM og HOFBURG. Måske kunne jeg nå noget mere; men dette var udgangspunktet.

Jeg spurgte første gang på HAUPTAHNHOF, hvordan jeg kommer frem til LÖWENGASSE. Jo, jo jeg skulle bare tage U1 til WIEN MEIDLING og så skifte der til en anden linje – S1. Da jeg nåede frem til WIEN MEIDLING, og spurgte om hvilken linje, jeg nu skulle med, så fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage med en anden linje og så skifte igen på en anden station. Da jeg kom dertil – jeg husker ikke lige, hvad den station hedder, var jeg igen på gale vej. Det hel endte med, at jeg skulle være taget til SCHWEDENPLATZ, hvorfra jeg kunne køre med SPORVOGN 1 til stoppestedet 80 meter før HUNDERTWASSER HAUS. Men nok om det. Jeg kom da frem til stedet.

Jeg husker den kirke i eller tæt på MARIA LANKOWITZ, som HUNDERTWASSER havde fået lov til at dekorere. Det imponerede mig virkeligt ikke. Så jeg var spændt på at se HUNDERTWASSER HAUS her i LÖWENGASSE. Det han havde udsat huset her for, var både interessant og flot. Det afspejler sig i al fald – set med mine øjne, meget fra nutidens design, på en positiv måde.

Der var godt nok mange besøgende derude – både skolegrupper og mange JA-KI-KO’er. Det pudsige er, at der faktisk kun var ganske få af de sidstnævnte, der havde deres forstyrrende selfiestænger med. Det er måske ved at gå lidt af mode hos dem? Jeg opgav at komme ind i bygningen, da der var så mange mennesker derude. Jeg ved ikke, om man kan komme derind, for nogen steder stod der, at de lokale beboere gerne vil have, at de besøgende ikke går ind ad visse døre, da det er privat område. Det stod ren faktisk på flere forskellige sprog. Men never mind, jeg gik i stedet for hen på cafeen, og fik noget at slukke tørsten med. På cafeen var der en meget venlig kvinde bag skranken. Vi faldt lidt i snak om HUNDERTWASSER og om øl sorter, fordi hun ikke havde nogen rigtig mørk øl. Jeg købte en STIEGL ØL. Det var i øvrigt en BIO ØL. Jeg spurgte hende selvfølgelig, om hun vidste, hvad STIEGL betyder. Det vidste hun ikke, så jeg fortalte hende den omskrevne udgave om det navn. SALZBURG TRINKT IMMER EINEN GANZEN LITER. Det fik virkelig smilet fem hos hende.

Inde i cafeen er der et par TV-skærme, hvor de gerne afspiller en video, der fortæller en hel masse om denne Hr. HUNDERTWASSER og hans holdninger og ideer. Da jeg så havde drukket min øl, gik jeg de 80 meter hen til LINJE 1 – sporvognen, og kørte tilbage til SCHWEDENPLATZ. Selvom denne kirke ligger knapt 100 meter væk fra Hr. HUNDERTWASSER’s hus, så lykkes det ham ikke, at få mulighed for at dekorere den flotte kirke. OTHMAR KIRCHE (Katolsk). Jeg ventede lige 8 minutter på sporvognen og kørte så videre mod HOFBURG.

Generelt så synes jeg, der er utroligt mange flotte bygninger i WIEN. Det kan godt være, de fleste af dem er blevet genopbygget i samme stil efter 2. Verdenskrig. Men uanset hvad, så er det flotte bygninger – og ikke blot moderne kunst, som jeg personligt slet ikke har forstand på. Så derfor har jeg altid nydt specielt at gå rundt i WIEN og se de mange flotte bygninger, som jeg bare ikke kan lade være med at fotografere. Billedet til venstre er endnu et eksempel på, at ”den nye trend” hos arkitekterne er, at nu skal bygninger ikke blot være op og ned, men mere noget, der rager ud over hinanden. Det så jeg blandt andet også sidste år i WIEN.  Billedet til højre er VOTIV KIRCHE. Det er et af de mange fotos jeg fik taget på vej til HOFBURG. Jeg vil i år opleve HOFBURG fra ”en lidt anden side”!

Forstå det på den måde at HOFBURG er et stort område med mange områder. Sidste gang fik jeg kun set det fra indgangen ved MICHAELERPLATZ. Denne gang startede jeg ved indgangen gennem denne port, som blev påbegyndt i 1821 efter et udkast af LUIGI CAGNOLA, og endeligt færdigbygget i 1824 af PIETRO NOBILE. Vil man se hele det område og f eks også kigge indenfor i de mange forskellige bygninger, så skal man ikke nøjes med en formiddag eller en eftermiddag. Det kræver meget mere tid.

Nu gik det videre ud til DONAU TURM. Jeg husker fra sidst at jeg skal med U1 ud til KAISERMÜHLEN. Her er lige et par billeder igen, der bekræfter min teori om, at moderne byggeri skal se ud som misforståede tegninger eller berusede arkitekter eller håndværkere. Det første er dog DONAU TURM, set på vej derhen. Mange af vejene og pladserne i området har navne efter kendte personer fra hele verden som f eks: BRUNO KREITSKY PLATZ, LEONARD BERNSTEIN STYRASSE, SALVADOR ALLENDE STRASSE, ARISTIDES de SOUSA MENDES PROMENADE

DONAUTURM har altid været en fast tradition, når jeg er i WIEN; men den tradition er formentlig overstået efter denne dags besøg derude, hvis jeg rejser alene til WIEN. Det der fascinerer mig er, at gulvet drejer stille og rolig rundt, og mn kan oppe på loftet se et skilt, der fortæller, hvad man kan se i de pågældende retninger: WIENERWALD, GRINZING, KAHLENBERG, KLOSTERNEUBURG, BURG KREUZENSTEIN, BISAMBERG, STAMMERSDORF, ALTE DONAU, WIEN INTERNATIONALE CENTER, LUFTHAVNEN, PRATERSTADION, RIESENRAD, STEPHANSDOM & SCHÖNBRUNN. Turen rundt varer 25 minutter.

Allerførst kostede billetten til liften op til de 170 meter 11 EURO. Sidst var det ”kun” 7 EURO. Men sådan er det bare. Alt bliver jo dyrere og dyrere med tiden, hvor vi alle vil have mere og mere i løn; men alligevel. Forklaringen fik jeg, da jeg kørte ned med elevatoren. Kvinden, der betjente elevatoren, forklarede det for mig. Eftersom de er ved at udbygge lokalerne nedenunder – udvidelse, så skal de bruge flere penge. Den forklaring, synes jeg, var langt ude, for vi, der var der nu, har jo ingen glæde af de mærkelige lukkede lokaler, som vi ikke har adgang til. Det var hun til gengæld helt enig, som hun sagde, hvorfor opkræve ekstra penge hos de gæster, der endnu ikke har fornøjelse af det, men til gengæld skal gå en omvej for at komme ud, nu hvor der bygges? Men nok om det.

Oppe i restauranten bestilte jeg allerførst – hos den unge servitrice, der kom hen til mit bord, en KAISER BIER DUNKEL. Hun serverede allerførst lidt ganske udmærket groft brød med en skål smør og en eller anden krydderiblanding med en god smag. Den kunne man komme på brødet – med eller uden smør. Fint, fint. Så kom der en mandlig tjener og spurgte, hvad jeg ønskede. Det viste sig, at den bestilling, jeg havde givet til den unge servitrice, ikke måtte gives til hende, men kun til ham. Nåh ja, så bestilte jeg bare den øl igen. Jeg ønskede også en suppe, som jeg i mellemtiden havde fundet frem til i det menukort, den unge servitrice havde givet mig. Jeg bestilte nu en ”Donauturm Suppentopf mit gekochtem Rindfleisch, Wurzelgemüse, Fadennudeln, Markscheibe und Schnittlauch“. Jeg må ærligt indrømme, at jeg var forundret over, at så meget vand med så lidt fyld, kan medføre så lidt smag.

Da jeg ville betale undrede det mig, at der på regningen stod et beløb 3,10 EURO for ”Gedeck”. Jeg spurgte tjeneren, hvad det var. Det er en naturlig ting for alle, der spiser her. De får den lille anretning, når de bestiller mad i restauranten. Det er den, der koster 3,10 EURO. Jamen, jeg har da ikke bestilt det, svarede jeg, så hvorfor så betale for det. Jeg troede jo, det var en venlighed fra restaurantens side? Nej, det får alle gæster, og det står i menukortet. Det kunne De bare have læst, var hans svar. Jeg spurgte ham, om jeg også skal betale for det, hvis jeg ikke havde spist det eller, hvis jeg f eks ikke kunne tåle det krydderi. Hans svar gjorde mig faktisk ret så irriteret, for han svarede, at jeg bare kunne have læst hele menukortet, så havde jeg set det. Jeg betalte for det, men der var så absolut ingen drikkepenge til ham. Tænk, hvis man kun havde slået op på en helt tilfældig side, og der straks havde set, hvad man gerne vil have at spise, så er man tvunget til at få noget mere og betale for det. Det var åbenbart det, der skete for mig. Jeg forlod hurtigt restauranten og gik ned for at tage et par enkle billeder nede fra den frie udsigtsplatform.

Efter besøget deroppe tog jeg tilbage til hotellet. Vejret så ikke for godt ud, og det begyndte at rumle ude i horisonten. Måske ville vi får regnvejr? Et af stederne, hvor jeg skiftede fra U-BAHN til SPORVOGN, var der en lille markedsplads med mange borde. Jeg tror, at det kun var i dag eller et par dage, det stod på, for der var ingen rigtige skure eller lignende på det sted. Jeg nåede tilbage til hotellet kl. 15:15 – lige inden det begyndte at regne og tordne kraftigt. Jeg overvejede at gå en tur til SCHLOSS BELVEDERE, som jo ikke er særlig langt væk fra hotellet. Da jeg kom ned på gaden igen, var der et ret så kraftigt blæsevejr, så jeg overvejede, om jeg skulle op på mit værelse og tage en trøje med, hvis det nu skulle blive for megen blæst.

Jeg gik derop. Lige så snart jeg var inde på værelset, begyndte det at regne. Det kunne jeg virkeligt høre. Jeg kiggede ud ad vinduet og kunne se, at den styrtregn ikke gjorde mig interesseret i at gå en tur lige med det samme. Jeg satte mig derfor ned og skrev lidt igen. Jeg planlagde nu også lidt mere i detaljer, hvad jeg vil kigge på i morgen. Da det var overstået, gik jeg ud for endnu en gang at spise aftensmad på GASTHAUS LENDL. Det havde jeg set frem til i lang tid, før jeg rejste. Endnu en dårlig oplevelse – ikke maden; men servitricen. Klokken var nu 18:30, da jeg gik derned. Der var kun ganske få dråber i vejret, så ikke det store problem. Dog ville jeg nok ikke lige sidde udenfor, hvis det pludseligt skulle begynde at regne igen. Da jeg kom derned, var alle borde og stole stadig meget våde, så jeg gik indenfor. Jag havde – de andre år kun siddet udenfor, så det var nyt for mig at se det indendørs areal. Der stod en mand for enden af baren. Jeg gik ud fra, at det nok var tjeneren, for alle de andre i lokalt sad på stole foran baren og røg mere eller mindre. Der var 3 mænd og en kvinde, som sad mellem 2 af mændene. Manden for enden af baren hilste mig velkommen, og de andre kiggede lige tilbage over skulderen, så de kunne se, hvem der nu kom ind i lokalet. Der var 5 borde med stole til de spisende i dette lokale. Kun 1 af dem var optaget. Jeg så nu med glæde, at de også havde et IKKE-RYGER-LOKALE længere henne. Jeg gik derhen og så, der kun var 2 af de 6 borde, der var besat. Ved det ene sad der 3 mænd, som nok kun var ude og få en øl sammen – troede jeg. Ved det andet bord sad der 2 kvinder. Jeg satte mig bagerst i lokalet og ventede på at ”tjeneren” ville komme derind. Men det kom ”han” ikke. Jeg gik derpå tilbage til baren, hvor jeg tog et af de mange menukort. Kvinden, der sad mellem de 2 mænd, vendte sig om og sagde: ”Ja, ja, jeg skal nok komme derind”! Hun var den person, der skulle servicere gæsterne. Manden, for enden af baren, var også gæst. Efter 3 – 4 minutter kom hun endelig derind, og jeg bestilte min aftensmad – WIENERSCHNITZEL MED KARTOFLER og 1 ØL. Da jeg havde bestilt, kom der flere gæster ind i dette lokale. Pludselig kom hun med mad til 2 af de 3 mænd. Jeg kunne ikke høre, hvad de snakkede om; men servitricen skyndte sig meget hurtigt ud igen. Hun havde vist glemte at bestille maden, som den tredje mand skulle have? Jeg spekulerede på, hvornår jeg mon får min øl? Da hun langt om længe kom med maden til den 3. person, fik jeg endelig øjenkontakt med hende, så hun gik ud og hentede min øl. Inden hun kom tilbage, kom der 2 kvinder ved det 3. bord. Dem gik hun så hen til, hvorpå hun gik ud og hentede menukort til dem. Inden hun kom tilbage med menukortet til dem, kom der en mand ved det 4. bord. Ham overså hun i første omgang. Da hun kom med min mad, gik hun endelig hen og spurgte de 2 kvinder, hvad de ønskede at bestille. Da hun kom tilbage, havde hun kun taget drikkevarer med til den ene af dem og måtte skynde sig ud at hente til den anden kvinde. Nu kom hun med min mad og jeg bestilte nok en øl til maden, for jeg havde jo nået at drikke den første øl. Jeg gjorde hende så opmærksom på, at der sad en mand, der endnu ikke havde bestilt mad. Han smilte venlig til mig. Hun modtog hans bestilling og kom ca. 2 minutter senere tilbage igen og spurgte, hvad han ønskede at bestille noget. Han kiggede bagefter over på mig og rystede på hovedet! Vi var åbenbart meget enige om hendes betjening, der lod en del tilbage af ønske. Nok om det, men da jeg gik ud for at betale, sad hun igen på ydersiden af baren – mellem 2 af mændene. Jeg tror faktisk, at det var mere interessant at blive opvartet af de mænd, end i at opvarte restaurantens gæster.

En ”positiv oplevelse” var ryglænet på stolene inde, hvor jeg spiste. Jeg synes, det er en flot dekoration eller skal jeg sige en flot udskæring, man har lavet på de stole. Ikke nok med at det er varm kaffe, det symboliserer, så syntes jeg også at det på en eller anden måde ligner et smil, hvilket jeg godt kunne bruge, da jeg forlod GASTHAUS LENDL. Det fik jeg slet ikke af servitricen, da jeg gik. Det var nok fordi, hun ikke havde fået drikkepenge af mig. Men helt ærligt, det havde så sandelig heller ikke fortjent.

De eneste, der sagde farvel og smilte, da jeg gik, var de 3 mænd, der stadig stod ved baren. Og ham, der sad inde i restauranten – og havde fået sin øl og mad, hilste også, da jeg gik. For resten, så var der kun 5 borde i rygerafdelingen tæt på baren. Til gengæld var der 8 borde, der hvor der ikke må ryges. Enten er der flere ikke-rygere, der går ud spiser, eller er det mon fordi de lige netop her, gerne vil have lidt mere ro, når man er ude at spise? Der var kun 2 personer, der spiste i rygerlokalet.

 Jeg gik derpå en lille tur ad FAVORITTENSTRASSE for at se, om der skete noget der. Men hold da helt op, hvor der var stille. Så roligt, som det var lige nu, har jeg aldrig oplevet FAVORITTENSSTRASSE før. Men det skyldtes helt sikkert den megen regn, der havde været der for få timer siden. Selv springvandet på fortovet var slukket, så der var ingen børn, der hyggede sig der.

Kort før jeg var tilbage ved hotellet, bemærkede jeg lige denne pudsige og fornuftige genanvendelse af EURO-PALLER. Det er 2 gange bordplads med sæder – alt sammen lavet af EURO-PALLER. I øvrigt stod de lige ved siden af indgangen til ÖBB bygningen.

Endnu en dag i Wien

Igen fik jeg sovet rigtigt godt, selvom mit indre jeg syntes, jeg skulle stå op kl. 04:55. men den gik ikke, for jeg sov videre til kl. 07:00. Samme fremgangsmåde som i går. Og kl. 09:00 var jeg klar til at tage en tur rundt i byen og se på de mange smukke bygninger og diverse pladser. Første sted blev SCHÖNBRUNN. Det er et utroligt smukt område – velholdt og der er utroligt meget at se. På det første billede er det HOVEDBYGNINGEN set lige indenfor indgangen til forpladsen. Det andet billede er bygningen, der indeholder SLOTSTEATRET. Det tredje billede er BØRNEMUSEUM, hvor børn kan klædes ud og lege. Porten mellem SLOTSTEATRET og BØRNEMUSEET fører videre til det KEJSERLIGE VOGNBORG MUSEUM. Går man igennem porten og drejer til venstre i stedet for at gå frem til VOGNBORG MUSEUM kommer man ind i rosenhaven og de flotte plæner med masser af blomster. Der var så sandelig også utroligt smukt. Masser af blomstrende roser. Der var også flotte vedligeholdte arealer med masser af blomster. På næste side er lige et par billeder i retning mod pavillonen oppe bagved. Men der var der ikke totalt adgang til i år p g a renovering.

Der var mange mennesker derude, da jeg kom derhen; men der var godt nok rigtigt mange flere, da jeg forlod området. Der var også lange køer inde i informationen, ligesom der var sidste år. Henne på den store busparkeringsplads, var der også fyldt godt op. Bl a busser fra TJEKKIET, POLEN, HOLLAND, UNGARN og SLOVENIEN. Så det er et turistområde. Jeg gik nu til U-BAHN og kørte til KARLSPLATZ & MARIA THERESIEN PLATZ, hvor bl a WIENS KUNSTHISTORISK, NATURHISTORISK & LEOPOLD MUSEUM, KUNSTHAL WIEN, SAMLING AF GAMLE MUSIKINSTRUMENTER, MOZARTSTATUE o m a. Der er også grønne områder/pladser. F eks BURGGARTEN, VOLKSGARTEN & HELDENPLATZ.

MARIA THERESIA MONUMENT. Monumentet er det vigtigste ”HERSKER MINDESMÆRKE i det HANBSBURGERSKE MONARKI i WIEN. Det erindrer ærkehertuginden af ØSTRIG, hustru til og fra 1765, KAISERHUSTRU til KAISER FRANZ 1. STEPHAN OF LOTHRINGEN. Hun styrede HABSBURGERMONARKIET 1740 -1780. Monumentet står siden 1888 på WIENER RINGSTRASSE (BURGRING) på det nuværende museumskvarter. Mindesmærket i centrum af WIEN, er sammen med NAJADENBRØNDEN, noteret som et Verdens Kulturhistorisk Arv.

MOZART MONUMENTET til ære for komponisten WOLFGANG AMADEUS MOZART (1756-1791) i WIEN har stået i BURGGARTEN siden 1953. Monumentet står direkte ved indgangen. Det 7,5 meter høje monument blev skabt af arkitekt KARL KÖNIG (1841-1915) og billedhugger VIKTOR TILGNER (1844-1896). Det blev indviet den 21. april 1896 på ALBRECHTPLATZ – den nuværende ALBERTINAPLATZ den 21. april 1896, fem dage efter TILGNERS død. VIKTOR TILGNERS underskrift blev tilføjet på kunstnerens dødsdato. BURGTHEATER, som er et af de mest betydende tysksprogede teatre i verden, er samtidigt ØSTRIGS NATIONAL TEATER. Det blev bygget i årene 1874 – 1888 efter tegninger udfærdiget af CARL VON HASENAUER & GOTTFRIED SEMPER. Det blev genopbygget i årene 1948 – 1955 efter skitser udfærdiget af MICHEL ENGELHART. Bl a har MOZART operaer haft deres premiere her: BORTFØRELSEN FRA SERAILLET 1782, FIGAROS BRYLLUP 1786, COSI FAN TUTTE 1790. Genåbningen af BURGTHEATER i 1955 skete kun få måneder efter underskrivelse af den østrigske statstraktat, der betød grundlæggelsen af den 2. østrigske republik.

WIENS RÅDHUS, Denne bygning blev opført i årene 1872 og 1883 af FRIEDRICH VON SCHMIDT. Rådhusfacaden er et fremragende eksempel på  nygotisk byggestil. Rådhuset består af 7 længer.  Ud af det samlede areal på 113.000 m², udgør selve rådhuset 19.592 m². Bygningen er 152 meter lang 127 meter bred og består af 1.575 rum med 2.035 vinduer.

Jeg gik nu lidt videre og kom forbi dette mindesmærke: ”ILDDÅBEN VED ZENTA 1697”. Mindesmærket står foran ROSSAUER KASERNE i MARIA THERESIEN STRASSE. Mindesmærket er til erindring om det ”ØSTRIGSKE REGIMENT”. Regimentet blev grundlagt på tidspunktet under de tyrkiske krige i 1695. I modsætning til traditionen blev regimentet ikke navngivet efter FRANZ LUDWIG DUKE BAVARIA, Greven af NEUBURG, Stormesteren af den tyske ridderorden, men efter hans kontor, nemlig “DEUTSCHMEISTER“. Blandt de vigtigste kampe i regimentets historie er kampen mod tyrkerne september 1697. I anledning af regimentets 200 års jubilæum blev det i 1895 fra øverste sted besluttet at flytte regimentet tilbage til WIEN.

Nu var det ved tiden at finde en STRASSENBAHN eller U-BAHN og komme tilbage i retning mod hotellet og evt. få lidt at spise. Jeg kørte først med U2 & U1 fra SCHOTTENTOR og videre til TAUBSTUMMENGASSE og gik derfra tilbage til hotellet. Inden jeg gik hen for at spise, gik jeg lige en tur ad FAVORITTENSTRASSE. Her kiggede jeg ind på VIKTOR ADLER PLATZ, hvor der er ret så mange små butikker; men det var stort set kun dametøj, sko, lædervarer, kød og øl. Til gengæld var nu mere live på gaden sammenlignet med i går aftes, hvor det regnede; men det var jo også blevet meget bedre vejr.

Jeg gik nu hen på GASTHAUS LENDL. Jeg ville lige se, hvem der serverede her til aften, inden jeg satte mig ned. Det viste sig at være den venlige servitrice fra den første aften, så det blev til aftensmad her. Jeg bestilte en gang HVIDLØGSSCHNITZEL. Jeg drak denne aften 2 stk. KAISER DUNKEL til min aftensmad. MUMS, hvor maden smagte godt. Det gjorde de 2 øl nu også! Servitricen kom ud og talte lidt med mig, mens vi ventede på, at kokken skulle lave maden. Jeg fortalte hende om min oplevelse fra i går. Hun sagde, at hun havde hørt noget lignende en gang, og hun beklagede meget, at jeg havde haft den oplevelse. Da hun kom ud med maden, fortalte hun mig, at hendes chef netop var kommet, og hun ville ganske kort fortælle det til hende. Da jeg var færdig med maden, kom hendes chef ud til mig og spurgte, om jeg ville være rar at fortælle det til hende. Det gjorde jeg så, for hun sagde nemlig, at hun også havde hørt noget lignende en gang direkte fra en kunde. Da jeg havde fortalt det til hende, sagde hun, at nu skulle hun da have en samtale med den servitrice og hendes adfærd, for det passede ikke lige ind i hendes holdning til kundebetjening. Kort efter kom hun ud igen, sammen med aftenens servitrice. De satte sig begge ned ved mit bord og bød mig på en hjemmelavet likør. Vi skålede med hinanden og jeg sagde tak for den likør. Lidt senere, efter jeg havde betalt min regning og inden jeg gik, skulle jeg lige en tur på WC. Jeg havde godt nok ganske kort bemærket, at servitricen fra i går vist nok var kommet derhen. Og ganske rigtigt, hun sad nu ved baren – som gæst. Straks sagde chefen til hende, at hun skulle sige undskyld til mig. Det gjorde hun og gav mig hånden. Så fra min side er det overstået, men gad vide, hvad fremtiden bringer hende. Jeg kørte nu en lille tur med STRASSENBAHN 6, så jeg kunne se noget andet end det sædvanlige. Jeg vil jo heller ikke for sent i seng, for jeg skal jo videre til SALZBURG i morgen kl. 11:30.

Wien – Salzburg

Nede i receptionen afleverede jeg nøglekortet og tjekkede ud. Der blev spurgt, om jeg var tilfreds med opholdet på hotellet. Det var jeg sådan set. Jeg fortalte blot endnu en gang, at jeg synes, det er mærkeligt, at de har sat et opslag op på spejlet, hvor der står alt det om beskyttelse af omverden – bl a med hensyn til udskiftning af håndklæder – UMWELTSCHUTZ, når de så alligevel ligger nye håndklæder frem, selvom jeg har hængt håndklæderne på knagen. Desuden så lukker de vinduet helt i og starter ventilationen. Det er da spild af både vand (vask af håndklæder) og el (ventilatoren). Svaret var igen, at så kunne de tjekke, om rengøringens personale havde udført alle deres opgaver på værelserne! Klokken var kun 10:00, da jeg var ovre på stationen. Her gik jeg en tur ned i 1. underetage for at se, hvad der sker dernede. Der er der også mange butikker – mange forskellige slags.

Klokken 11:05 kørte toget til perron – spor 8. Nu var vi flere, der søgte vogn 21. Nede i forhallen stod der, at toget ville holde i perronafsnit A – E. Da vi kom op ad trappen, stod vi ud for vogn 34 – perronafsnit C. Vognen foran var vogn 35, så gik vi bagud. 33, 32 og 31, da vi var helt nede i afsnit A. Eftersom de andre – 2 med cykler og en uden også søgte vogn 21, gik vi ud fra, at det var en fejl med de numre på vognene. Vi steg ind og fik kæmpet med deres cykler og deres bagage, så vi alle kunne komme ind. Nu kom der en togfører. Han fortalte at vi bare kunne have ventet til anden afdeling af toget kom fra lufthavnen. Der er vognene 21 – 25 med. Så cyklerne skulle nu løftes ned af krogene og bagagen sættes på igen – og så ud på perronen og frem til perronafsnit B, hvor vogn 21 kom til at holde. Da de 2 togsæt var koblet sammen, kunne vi stige ind. Og vi kørte planmæssigt faktisk hele vejen til SALZBURG

Og nu AUF WIENERSCHNITZEL WIEN. UPS, jeg mener selvfølgelig AUF WIEDERSEHEN WIEN.

Vejret blev lysere og lysere på vejen til SALZBURG; men da toget ankom til SALZBURG, så det lige pludselig noget mørkt ud, og det truede i allerhøjeste grad med tordenvejr. Og det kom der også, efter at jeg var blevet indkvarteret efter visse vanskeligheder, som jeg på ingen måde havde forudset. Men det lykkedes.

Vel ankommet til SALZBURG gik jeg ned og tog en TAXA ud til hotellet, som jeg husker fra sidst, jeg var i SALZBURG. Chaufføren ville først sætte mig af ved GASTHAUS ZUM GUTEN HIRTEN. Jeg fortalte hende så, at jeg skulle til hotellet. Så vendte hun vognen og kørte mig straks til hotellet. Jeg gik indenfor. Jeg kunne jo straks genkende bygningen m m. Portieren, der dukkede op, bød mig velkommen og jeg bad om mit værelse. Han rodede rundt i hans papirer og spurgte, om det virkeligt er i dag, jeg skal tjekke ind? Åh nej tænkte jeg. Nu ikke en ny omgang problemer. Jeg havde da haft nok i forgårs. Han spurgte, om jeg kommer fra HOLLAND?  Mærkeligt spørgsmål, når jeg nu lige havde præsenteret mig som ”STIEGLER AUS DÄNEMARK”. Næste spørgsmål var så om jeg skulle ankomme i dag, for han kunne ikke se mit navn nogen steder på hans liste! Åh nej, åh nej…. Hvad sker der lige her?

Jeg tog min bookingbekræftelse frem og viste ham den. Så blev jeg godt nok noget overrasket, for hotellet hedder ikke længere HOTEL ZUM GUTEN HIRTEN. Nu hedder det HOTEL FLAIR. Det skiftede navn i januar måned 2018. Men GASTHAUS ZUM GUTEN HIRTEN er nu både et GASTHAUS og et HOTEL. Ja, så er det da godt at det kun ligger 200 meter herfra. Jeg har været der en gang før, men ikke da det var hotel – kun et GASTHAUS. Det lykkedes mig at få tjekket ind. Manden, der både var tjener ude i gårdhaven og portier – og måske mere, var meget venlig og imødekommende. Jeg fik straks betalt for opholdet og fik nøglen og gik op på 2. sal. Ingen elevator. Værelset er som så OK, blot er det lige ud til jernbanen og en meget befærdet indfaldsvej til byens centrum. Da jeg åbnede vinduet for at få noget frisk luft ind, var jeg ikke i tvivl om det med indfaldsvejen. Der er kun 2 meter fra vinduet til landevejen.

Ikke så snart jeg havde fået åbnet vinduet, begyndte det at tordne og regne meget voldsomt. Ja, der kom også hagl, så jeg måtte lukke vinduet igen. Jeg forsøgte senere at åbne vinduet, så det kun står åben øverst oppe. Men det kunne jeg godt glemme alt om, for der var nogle beslag, der var ude af drift, så enten er det helt åbent eller helt lukket. Senere på aftenen fandt jeg en løsning på det problem. Jeg købte 6 fl. EDELWEISS BIER DUNKEL, som jeg satte ved vinduet. Nu holder det vinduet i spænd, så det hverken kan blæses op eller lukke i. Godt der findes EDELWEISS BIER DUNKEL!

WC’et var der kun en lille æske med et lille stykke håndsæbe. Ikke noget bodyshampoo i brusekabinen. Sæbe automaten derude virkede ikke. Jeg troede, den var tom. Den unge pige, der var ved at gøre rent på den anden side af gangen, hentede en kollega. De kom så med en dunk med sæbe og ville fylde beholderen op; men den var ikke tom. Den virkede bare ikke. Trykkede man hårdt nok, kom der sæbe ud. Men så sad trykknappen fast, og det blev ved med at løbe ud. Desuden er der heller ikke en papirkurv på værelset. Ret usædvanligt. Nu ikke mere om ”hotellet”. Jeg håber bare resten af dagen og opholdet går godt. Men én ting er sikkert: ”HER VIL JEG ALDRIG BO MERE ELLER ANBEFALE ANDRE AT BO”!

Efter at have fået mig indrettet, gik jeg ned og købte en FRANZISKANER HEFE WEISS BIER DUNKEL. Det er jo én af mine favoritter. Jeg lagde straks mærke til, at alle gæsterne, der havde siddet ude i GASTHAUS hyggelige gårdhave, var rykket indendørs p g a regnvejret. Ret så forståeligt. Ca. kl. 16 gik jeg ind til byen, for lige at gense visse ting derinde, og danne mig et overblik over, hvor jeg er henne. Det var let at genkende. Derfor hurtigt hen på BODEGA CORNER, som jeg altid har besøgt de gange, jeg har været i SALZBURG. Det endte så med, at jeg måtte købe 2 stk STIEGL WEISSE, så jeg lever op til det med, at SALZBURG eller STIEGLER TRINKT IMMER EINEN GANZEN LITERSKÅL. Udenfor på pladsen har kommunen nu fået arrangeret en del cykelstativer, så det ikke længere flyder med cykler på pladsen foran stationen. Rigtig god ide og omtanke.

Jeg gik nu videre ad en af de kendte ruter, bare for lige at se, om der er sket nogen ændringer. Det er da så sandelig. Der bygges helt vildt mange nye bygninger i det område; men der renoveres også mange af de ældre bygninger. Da jeg passerede et af de hoteller, jeg havde bemærket før, så jeg at der ikke var sket nogen ændringer i arbejdsforholdene. Den, der skal malke køerne på det hotel, skal stadig kravle op påtaget. Det samme skal den, der fodrer dem. Det er også utroligt, at ingen af køerne er faldet ned og har beskadiget bilerne på parkeringspladsen. Men det sker nok en dag, at der enten beskadiges en bil, eller en ko mister livet. Måske hører jeg om det, næste gang jeg besøger SALZBURG?

Jeg gik tilbage til ”hotellet”. Nu var de i gang med at tørre de våde borde og stole af, så gæsterne igen kunne side udendørs i den hyggelige gårdhave. Så jeg besluttede mig for, at nu ville jeg have noget aftensmad. Jeg bad om menukortet, og fik det langt om længe. I mellemtiden måtte jeg gå op til kvinden ved skranken og bede om en øl – 1 STIEGL WEISSE. Hun måtte 2 gange bede tjeneren om at sætte den på mit bord, for hun må åbenbart ikke servere – kun tage imod bestillinger fra tjenerne? Det er et underligt menukort. De gør mest ud af at fortælle, hvilke retter, du kan få visse dage i gårdhaven – altså, hvis det er tørvejr mellem klokken 12 og 18. Og fredag er det fisk. SUK. Jeg fandt dog frem til noget, der ikke var ugedato bestemt = SCHOPF? Det var noget med svinekød og pommes frites. Det smagte nu rigtig godt, det jeg kunne tygge mig igennem. For en gangs skyld var der også salatmayonnaise til pommes fritterne og ikke kun, som tyskerne og østrigerne foretrækker det – ketchup. Desuden smagte krydderiet og fedtstoffet på de 2 stk. svinekød rigtig godt. Jeg blev rigtigt god mæt og tilfreds. Da jeg havde betalt og gik jeg op på mit værelse med den sidste halvdel af den anden STIEGL WEISSE. Nu er det ved at være tiden, hvor jeg – efter en del gode øl, vil kigge på, hvad jeg vil besøge i morgen – alt efter vejret. Det var for tidligt at gå i seng, så jeg valgte endnu en gang at gå en lille aftentur ude i dette område, som jeg jo ikke havde set siden ”jeg sidst boede på HOTEL ZUM GUTEN HIRTEN”. Det lignede sig selv både med bygninger og butikker. I morgen skal jeg ind og se på området ved floden SALZACH, HOHENSALZBURG, MOZARTS FØDEHJEM og så videre. Og er vejret til det skal jeg da så sandelig også ud til WASSERFESTSPIELE.

VÅGNET/VÆKKET kl. 23:30, 00:55, 01:35, 02:50, 03:30, 04:10, 05:05 og 06:20 inden jeg stod op kl. 07:20. Det var biler, lastbiler og rangering på jernbaneterrænet, lige på den anden side af gaden. Jeg overvejede faktisk, om jeg skal gå op på det HOTEL FLAIR og bestille et værelse, når jeg senere i dag er stået op. Men jeg skal jo kun være her 2 nætter mere, og i dag er det jo lørdag, så mon ikke der er lidt mindre trafik i nat? Nu ville jeg som det første i bad. Det var svært at få de 2 x 3 skydedøre til at glide på plads i brusekabinen. Jeg åbnede for vandet. Det blev faktisk ikke varmt. Mon de har monteret varmt og koldt vand til de modsatte sider af, hvad det plejer at være? Jeg prøvede det, men så blev det bare endnu koldere. Så igen til den varme. Knapt 2 minutter efter blev det varmt. Jeg var lige ved at ville gå nedenunder og spørger dem, om der var noget galt med det varme vand, da det endelig begyndte at blive varmt. Jeg plejer altid at have både hår- og bodyshampoo med, når jeg er ude at rejse. Det har der altid været på de hoteller, jeg har boet på. Så for første gang havde jeg ikke taget det med og, hvad sker der så lige? Her er der kun det lille stykke håndsæbe. Jeg fik købt shampoo i løbet af dagen, så jeg kan bade ”ordentligt” i morgen. Jeg tror faktisk at dette ”nye hotel” lever på navnet fra det forrige, som de overtog 1. januar i år. Næste år der nok ingen af os, der har boet her i år, der kommer her igen!

Da klokken var blevet 08:30 startede jeg dagens vandreture i byen. Jeg havde lavet lidt planer vedrørende dagens ophold. Jeg ville først gå en tur ind til byen. Jeg husker fra sidst, jeg var i SALZBURG, at der var alle de gamle radioer, båndoptagere og meget andet nede ved ”kirken med det store øre” – BIBELWELT Erlebnishaus. Jeg gik derfor først derned, for at se, om de havde fjernet dette ”kunstværk”? Nu var det åbenbart blevet til et loppemarked – (FLOHMARKT). Men det ser ud til, at ”manden”, der prøver at sælge det, er ved at gå i opløsning. Det skyldes nok den manglende omsætning, så han ikke har haft råd til mad og drikkevarer. Jeg tror han går helt i opløsning før ”varerne”, selvom han evt. sætter prisen ned! Jeg gik videre ned til floden SALZACH.

På vejen derned passerede jeg BERGHEIMERSTRASSE. Igen så jeg noget, som jeg – personligt synes, er flot – nemlig husene, der havde forskellige farver. Det er helt sikkert ikke HUNDERTWASSER, der har haft indflydelse på det, for så havde alle farverne nok været at se sammen på alle husene – og ikke kun en farve på hvert hus? Nyd billedet på næste side. Nede ved floden SALZACH, måtte jeg bare tage et par billeder: Skyerne over bjergtoppen i baggrunden, selve floden og så fik jeg lige pludseligt et ”BLACK IN”. Lige der, hvor jeg på et tidspunkt stod, på den anden side af floden, bemærkede jeg den flotte bygning oppe på bjerget. ”Det kunne se ud som om, at beboerne deroppe havde fået etableret en kran, der kunne hejse dem op og ned fra landniveauet, så de sparede tid, når de skulle ud og handle i byen”. (BLACK IN).

Da jeg gik ned under broen på denne vej hen langs vandet, bemærkede jeg dette skilt! Det undrede mig lidt, så jeg spurgte en lokal mand, hvordan det skal forstås. På skiltene står der hhv: UNTERFÜHRUNG GESPERRT / HOCHWASSER. GESPERRT. Når der er højvande, kan det nogen gange medføre, at man hverken kan gå eller cykle på stien. Så kan man måske heller ikke benytter trappen, som ses dernede,  alt efter, hvor højt vandet er steget. Så slås skiltet ud. Nogen gange kan man heller ikke benytte trappen; men er nødt til at benytte selve vejen, som er højere oppe til venstre, hvor bilerne kører. Da jeg gik videre, hørte jeg lige pludselig noget gassen op fra biler. Det havde jeg hørt flere gange i går, men jeg skal da lige love for, at der var meget mere lige pludselig og på én gang. Pludselig kom der en hel masse lækre racerbiler – eller måske blot sportsvogne på én gang. Der må da vist værre et eller andet træf i byen. Pudsigt nok, så var det udelukkende kun tysk indregistrerede sportsvogne/racerbiler, jeg så.

På vejen videre passerede jeg bl. a. HUSET, HVOR MOZART BLEV FØDT. Det var ikke fordi, der var så mange turister i byen lige nu. Dog var der en del JA-KI-KO’er, der lige ankom før mig. Faktisk 2 grupper, der næsten alle skulle have et billede af sig selv med deres SELFIESTÆNGER, eller have en af de andre til at fotografere sig med deres kamera. Det tog mig ca. 5 minutter at få taget dette billede uden en knælende JA-KI-KO eller en, der ikke stod foran med udbredte arme. Det med de udbredte arme havde jeg faktisk oplevet flere gange. Jeg aner ikke, hvad de mener symboliserer med den attitude? Blot 1½ time senere, var der fyldt med turister alle vegne i byen. Så gik uren videre til FESTUNG HOHEN SALZBURG, hvor jeg igen overvejede at gå hele vejen derop – 700 meter til fods. Men jeg opgav igen, for min lurende tendens til ASTMA, blev hurtigt uenig med mig, så det blev igen i år en tur med ”banen” derop. 1 minuts transport: 12.20 EURO = 92,50 DKK.  Ja der er så sandelig også en smuk udsigt til de andre sider. Men i år begrænsede jeg mig, og tog ikke så mange billeder igen. På næste side er der dog et par stykker og en velment hilsen til byen SALZBURG. Som jeg skrev de andre år, så synes jeg, det er så dejligt at sidde oppe på FESTUNG HOHEN SALZBURG og kigge ud over byen til den side. Det første billede på næste side: ”SKÅL SALZBURG i retning mod TYSKLAND”. Det andet billede: ” FESTUNG HOHEN SALZBURG”, taget, nede fra MOZARTS PLATZ.

Det romanske borgkapel, der blev opdaget af arkæologer i 1994, udgør en af de ældste bygninger i fæstningen. Kapellet blev bygget i første halvdel af det 12. århundrede under ÆRKEBISKOP KONRAD 1. von ASSENBERG og delvist ødelagt efter flere rekonstruktioner under ÆRKEBISKOP LEONHARD von KEUTSCHACH. Brønden her til højre befinder sig oppe på fæstningen, så der har skullet drejes nogle gange for at kunne få trukket en spand vand derop. Der er desuden meget andet, man kan se deroppe. Der er mindesmærker fra krigene, og ikke mindst det lille museum, der fortæller lidt om forholdene under krigene. Især blev jeg imponeret over mindesmærket, der fortæller om en ØSTRIGSK OFFICERS SKÆBNE. FRANZ ROSENKRANZ 1886 – 1945.

RAINER REGIMENT MUSEUM, der blev åbnet i 1924, skyldes den flotte genopbygning af telefoncentralen fra tidspunktet under kampene om MONTE CIMONE. Under 1. verdenskrig var KAPTAJN FRANZ ROSENKRANZ ansvarlig for telefonforbindelserne. Under anden verdenskrigs officer i den føderale hær i den første REPUBLIK I SALZBURG. I 1934 modtog han ordren om at støtte gendarmeriet med sit KOMPAGNI for at undertrykke et oprør af NATIONALSOZIALISTER i LAMPRECHTSHAUSEN. Efter ANNEKSIONEN af ØSTRIG i 1938 blev han derfor af de NAZITISKE HERSKERE sendt i en KONZENTRATIONSLEJR og myrdet i SACHENHAUSEN KONZENTRATION LEJR i 1945. Her lige lidt info om FESTUNGSBAHN Den 199 meter lange FÆSTNINGSBANE er den ældste SVÆVEBANE i ØSTRIG, der stadig kører. 15. april 2011 er den fjerde generation af vogne taget i brug. De nye sæt har den nyeste teknologi og tilbyder passagerer et klart overblik over SALZBURGS GAMLE BYDEL. FÆSTNINGSBANEN trådte i kraft i 1892. Dengang blev TRÖPFERLBAHN, som den hed førhen drevet af vand. Den har været elektrificeret siden 1960. I dag kommer energien, der kræves til dette formål, fra SALZBURG AG VANDKRAFTVÆRKER. Vejret var rigtig dejligt – ingen vind – kun en svag brise indimellem, og temperaturen nåede nogle gange op på 29 grader. ”Det kan der ikke klages nok på”. Der er faktisk altid dejligt vejr, når jeg er på FESTUNG HOHEN SALZBURG.

Da jeg kom ned igen, ville jeg lige have øl mere. Jeg gik hen til den cafe, som ægteparret, jeg mødte i WIEN, havde anbefalet mig. Til gengæld var der fyldt totalt op – både udenfor og så sandelig også indenfor, da jeg kom tilbage. Så det måtte jeg opgive. Måske kan jeg nå at spise der i morgen søndag – min sidste dag i SALZBURG, inden jeg rejser videre til GRAZ på mandag? Da jeg gik videre, så jeg, at skal være koncert nede på en af pladserne kl. 12:00. Jeg gik derhen, men de var ikke begyndt endnu, for klokkerne fra urene ved kirken starter kl. 12:00, og de ville overdøve musikken, så det blev udskudt nogle få minutter. Det var MOZARTEUM ORCHESTER SALZBURG. Det var virkelig også noget, der trak folk til. Det undrede mig, der ikke var MOZART på programmet; men kun JOHANN STRAUSS, TSCHAIKOWSKI, JACQUES OFFENBACH, GETANO DONIZETTI & GEORGES BIZET. Det var virkelig et orkester, der kunne spille den slags musik. Der var også underholdning – jokes fra dirigentens side, så alt i alt en rigtig god forestilling. Orkester er egentlig et australsk orkester, der holder til i SALZBURG siden 1841. Orkestret blev grundlagt i 1841 med hjælp fra MOZARTS SØNNER: FRANZ XAVER & KARL THOMAS samt hans enke CONSTANZE under vejledning af ALOIS. Jeg blev stående og hørte hele koncerten. De spillede virkelig godt. Ja faktisk så godt, så jeg blev stående der, uden at få en eneste øl. Det måtte der rådes bod på, så jeg gik derefter hen på det nærmeste sted, hvor jeg lige kunne slukke tørsten. Ja, ja, det blev alligevel til et billede mere af det flotte slot, set nede fra gadeniveau.

Næste punkt på dagens tur var MIRABELLGARTEN, som jeg også synes er rigtig flot. Jeg gik derhen, men først en tur langs floden SALZACH, og derpå over broen og hen til MIRABELLGARTEN. Igen denne gang var der op til flere bryllupper i den flotte have. De 2 piger, her på billede 4, er 2 brudepiger, som lige så muligheden for at tage et billede af hinanden, inden de skulle tilbage til de andre bryllupsgæster. Hvorfor skulle de så ikke også have et, hvor de er sammen? Det klarede jeg lige for dem – og minsandten om jeg ikke fik et kindkys af dem begge 2, fordi jeg havde været så venlig! Fra MIRABELL GARTEN gik jeg en tur ad kendte og nye gader og veje, indtil jeg nåede frem til hotellet, hvor jeg lige tog en lille pause; mens jeg lyttede til larmen fra indfaldsvejen.

Det var egentlig pudsigt, at når man sidder i deres gårdhave, så hører man faktisk slet ikke larmen fra bilerne, der suser forbi i begge retninger. Så det stakit, de har ud til vejen, har åbenbart den rette højde, så larmen ikke kommer direkte ind i gårdhaven. (Det hegn burde nå helt op til vinduerne på den etage, hvor jeg ”sov”)! Det er altid spændende at gå nye veje, selvom man føler, at man er på rette vej, når kan genkende både huse og statuer med mere. Men nu ville jeg se noget helt, helt andet. Jeg have bemærket, at der er en lille badesø et sted i nærheden, så hvorfor ikke tage derud og kigge, selvom jeg ikke har badebukser med. Det bør jeg nu overveje på den næste ferie – alt efter årstiden og stedet.

Jeg tog med BUS 1 og videre med BUS 7 til BADESØEN LIEFERING, som er en af de 3 SALZACHSØER. På vej derud så bemærkede jeg en tekst, som jeg syntes var ganske fornuftig, og værd at tænke over: ”Det er ikke fordi, vi har for lidt tid; men snarere for megen tid, vi ikke bruger”! Manden bag denne tekst var LUCIUS ANNAEUS SENECA, født år 4 f. Kr i CORDOBA. Som ung kom Seneca til ROM og gjorde karriere som jurist, underviser og forfatter   – hans tidlige værker er gået tabt. Han fik hurtigt en politisk rolle. I år 41 e.Kr. blev han sendt i eksil på KORSIKA efter anklage om hor med en søster til den afdøde KEJSER CALIGULA. I 49 blev SENECA hentet tilbage fra sit eksil, af KEJSER CLADIUS´ nye hustru AGRIPPINA, for at blive opdrager og lærer for hendes begavede kun tolvårige søn LUCIUS DOMITIUS AHENOBARBUS – den senere KEJSER NERO. Men nu tilbage til badesøen. Der var mulighed for mange ting derude ved søen. Der var selvfølgelig bademulighed, men også vandsport areal med mulighed for kanopolo, 1 fiskeplads, tovbane, legeplads, plads til at sole sig på og omklædning. Et dejligt roligt område. Der var også et lille område, hvor fiskeri er tilladt, men kun der. Pudsigt nok var der ingen iskiosk eller andet derude, så man skal selv medbringe drikkevarer og lignende.

Jeg kørte nu tilbage til byen, og da jeg stod af bussen og ville gå det sidste stykke, så jeg at koen og grisen ovre hos bilforhandleren stadig har deres eget vindue ud til gaden. Den stander med reparationshjælp til cykler, som jeg blev så imponeret over, første gang jeg så den, var nu ikke længere, hvad den var den gang. Sørgeligt, men sådan ville det nok desværre også være gået hjemme i DANMARK. Sørgeligt, men desværre sandt.

Jeg nåede nu tilbage til hotellet, hvor jeg satte mine kameraer til opladning og skrev nogle flere notitser, som jeg kan renskrive på et andet tidspunkt. Lidt senere gik jeg ned i gårdhaven, for det var ved at være ved den tid, hvor jeg trængte til lidt aftensmad. Jeg husker ikke lige, hvad jeg bestilte, men jeg bestilte lidt aftensmad og noget mørkt øl. Der var mange gæster. Der er jo også dejlig roligt og hyggeligt. Jeg gik forholdsvis tidligt i seng, for jeg havde jo ikke sovet så godt sidste nat. SCHLAFT GUT, SALZBURG. WIR SEHEN UNS MORGEN WIEDER. HOFFENTLICH NICHT VIEL ZU FRÜH?

I går var jeg gået i seng lidt tidligere, end jeg plejer, for allerede ved 22-tiden var jeg faktisk rimelig træt, efter forrige nat at være blevet vækket en hel del gange af støj fra gaden og jernbanen. I nat sov jeg bedre, for jeg blev ”kun” vækket 6 gange.  Klokken 8 var jeg klar til at tage af sted på dagens sightseeing. Bl. a. vil jeg igen se SCHLOSS HELLBRUNN. Dette slot, der oprindeligt var sommerresidens for ÆRKEBISKPOPPEN i SALZBURG – MARKUS SITTIKUS von HOHEMENS, der blev berømt for drillespringvandene med vand spil. Slottets smukke haver og den store flotte have tiltrækker mange turister hvert år. Er man med på en tur rundt ved vandspillet, så kan man ikke undgå at more sige – uanset om er man voksen eller barn.

Inde på banegården tog jeg BUS 25 klokken 08:25, og var ude ved HELLBRUNN kl. lidt i 9. Jeg var faktisk spændt på, om de i det hele taget har åbent så tidligt på en søndag. Men det var der, og den første rundvisning starter allerede kl. 09:15, så et passede helt fint. I 1612 ville ærkebiskoppen bygge et slot, der afspejlede hans passion for ITALIENSK KULTUR. Arkitekten SANTINO SOLARI stod for opførelsen af SCHLOSS HELLBRUNN, et af de flotteste renæssanceresidenser nord for ALPERNE, som i dag er en af byens mest populære parker – inklusive springvandet. Det kan godt tage lang tid at se SCHLOSS HELLBRUNN også hvis man vil se hele den store have. Den er en 60 hektar store have, hvor man virkelig kan slappe af, når man har set vandspillene.

MARKUS SITTIKUS von HOHEMENS elskede at overraske sine gæster. Oprindeligt var det kun en sommerresidens, hvor ærkebiskoppen holdt fester om sommeren. Han fik springvandene bygget for at overraske sine gæster. Børn – og så sandelig også de voksne, hygger sig med at flygte fra vandstrålerne, der lige pludselig kommer fra dammene, brøndene, grotterne, statuerne eller skulpturerne fra den græske mytologi. Det MEKANISKE TEATER, der blev bygget i 1750, er den nyeste attraktion blandt springvandene. Det forestiller en barok by og har ca. 200 figurer, hvoraf de 130 aktiveres, når vandspillet sættes i gang. Ja man skal have været derude, for at kunne sætte sig ind i, hvor fantastisk det hele er!

Denne guide var så fornuftig, at han bad deltagerne om at passe på deres kameraer og mobiltelefoner, for der jo springvand rundt omkring på området. Det gjorde guiden, der viste rundt, sidst jeg var derude ikke. Vi var en gruppe på ca. 20 mennesker. Jeg var jo forberedt på, hvor der ville komme uventet vandstråler, så jeg holdt mig lidt i baggrunden, de steder, hvor det ville ske. Dog var der lige et sted, hvor jeg ikke kunne huske det, så det endte med, at jeg også fik lidt vådt tøj – dog kun bag på bukserne og benene. Sidst jeg var derude, sad der børn og voksne på de 10 marmorstenstole. Ingen var forberedt på, hvad der ville ske, mens guiden fortalte om stedet. Pludselig var der springvand, som det kan ses her på dette billede, på 9 af pladserne. Ikke der hvor MARKUS SITTIKUS selv sad, næh nej kun hans gæster blev våde. De fleste af dem har nok taget det med humor, og den mand som sidder der som den eneste denne gang, blev overrasket, men turde ikke flytte sig. Det var fornuftigt af ham, for han sad på MARKUS SITTIKUS stol, så han undgik altid selv at blive våd

Efter rundvisningen, hvor mange havde fået lidt vand på tøjet, gik jeg nu op på selve slottet sammen med en kinesisk pige, der flere gange havde bedt mig om at tage billeder af hende ved de forskellige steder. Hun havde ingen selfiestang med – utroligt nok! Det viste sig så, at hun godt nok er fra KINA, men bor i AUSTRALIEN, hvor hun for nyligt havde uddannet sig som sygeplejerske. Vi fulgtes ad et stykke tid videre, indtil jeg ville op på udsigtspunktet, og hun ville afsted til et helt andet sted. Dog syntes hun undervejs, at jeg også skulle have et ”selfiebillede” med hjem. Så hun tog et af mig.

Bagefter fulgtes vi ad op til VOLKSKUNDEMUSEUM (Folklore museum). Der er faktisk omkring 400 trin, inkl. en del trappetrin derop ad stierne, der fører op til den bygning. Vil man videre op til AUSSICHTSPUNKT, efter man har været inde i museet, så er yderligere 160 trin til det punkt. Antal skridt er nok individdelt, alt efter, hvad ens personlige skridtlængde er. Så en god ting er at have drikkevarer med på vejen derop. Jeg kunne godt selv have haft brug for min astmaspray.

Efter at have fulgtes ad ved VANDSPILLET, SLOTTET og nu VOLKSMUSEUM, var det ved den tid, hvor vi hver især ville se noget andet. Jeg husker ikke lige, hvor det var, hun skulle hen; men jeg ville i al fald op til AUSSICHTSPUNKT tage et par billeder deroppefra. Så vi sagde pænt farvel og god dag. Senere tog jeg tilbage til centrum og kørte lidt rundt med STRASSENBAHN & BUS, da min billet gjaldt frem til kl. 14:00. Nu var tørsten ved at melde sig igen, så jeg valgte at gå hen til det sted, hvor jeg, sidst jeg var i SALZBURG, havde set, at køerne står udenfor på gaden. Nu skulle det undersøges, om der er mælk i deres øl. Det var der tak og lov ikke. I øvrigt kostede det her 50 CENT, hvis man vil benytte restaurantens WC; men dem får man tilbage, når man handler der. Faktisk en rigtig god ordning, så alle turister ikke bare kommer og benytter deres WC.

Jeg tog lige en hvilepause oppe på hotelværelset, inden jeg gik ned og fik aftensmad. Jeg havde overvejet, om jeg igen skulle have en WIENERSCHNITZEL eller noget andet. Nede i gårdhaven var der gang i den store grill med de roterende spyd. Da tjeneren kom hen til mit bord, spurgte han, om jeg kunne tænke mig en ½ GRILLSTEGT KYLLING for de var næsten lige blevet færdige. Tjah, hvorfor ikke? Men det var ikke en lille ½ GRILLSTEGT KYLLING, det var nærmere en ½ høne. Den var godt nok stor. Og den smagte rigtig godt, så jeg blev rigtig godt mæt. Der skulle 2 øl til at skylle den lille kylling ned.

Salzburg – Graz

Det blev en laaaaaang og varm nat. Jeg vågnede nemlig mindst 10 gange frem til klokken 04:45 – igen p g a larm fra gaden og især fra de mange lastbiler, der kom kørende. Jeg besluttede mig nu for at lukke vinduet. Jeg troede, at det ville hjælpe; men nej! Nu vågnede jeg 5 gange p g a sved frem til klokken blev 06:10. Min mobiltelefon viste, at temperaturen i SALZBURG skulle være 18 grader, men det føltes meget varmere i dette område, hvor solen næsten væltede direkte ind på mit værelse. Nu kunne jeg lige så godt stå op og gå i bad. Så ind under bruseren, når vandtemperaturen var til det. Underligt nok skulle vandet – igen i dag, løbe lidt over 1½ minut før det var varmt nok til, at jeg kunne tage brusebad. Det kan være de ikke har nogen cirkulationspumpe på anlægget og, at jeg muligvis var den første oppe på 2. sal, der skulle bruge varmt vand? Klokken 07:00 gik jeg ned til byen og købte morgenmad. Nogen kan undre sig; men jeg spiser jo aldrig meget morgenmad, og derfor er det ikke bestilt med, når jeg rejser alene, medmindre det i forvejen er med i prisen for opholdet.

Efter morgenmaden pakkede jeg kufferten og overvejede, hvad jeg så vil lave, inden jeg skal med toget kl. 12:29. Jeg gik en lille tur over på den anden side af HAUPTBAHNHOF og tilbage til byen. Jeg gik videre for at se, om et af de hoteller, jeg også havde boet på, stadig eksisterer. Det gør det. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg aldrig mere vil bo på HOTEL ZUM GUTEN HIRTEN – altså det nuværende hotel. Jeg gik også op på HOTEL FLAIR og talte med receptionisten. Han forklarede mig, at det var en far og hans steddatter, der før havde været fælles om både GASTHAUS ZUM GUTEN HIRTEN og HOTEL ZUM GUTEN HIRTEN. Nu var de hver for sig, og faderen holdt fast i, at han havde rettighederne til firmanavnet. Han havde nu også værelser på hans GASTHAUS og derfor vil han bruge begge navnene til det sted. Receptionisten spurgte med glimt i øjet, hvordan jeg havde oplevet at bo på dernede. Jeg svarede helt ærligt, at de har en hyggelig gårdhave og rigtig god mad. Men derudover ikke noget at prale af. Ingen papirkurv på værelset, ødelagte lampeskærme og ingen body- eller hårshampoo. Beholderen med sæbe på væggen var tom, og da jeg havde bedt rengøringen om at fylde den op, viste det sig, at den ene af dem godt vidste, at den ikke virkede, for lige pludselig løb det bare igennem beholderen, da den anden hældte sæbe i beholderen. Så fik jeg i s f 2 små stykker håndsæbe. Mens jeg fortalte ham det, blev hans smil større og større. Jeg tror han havde hørt noget af det før. En af de værste ting ved værelset var dets beliggenhed ud til BAHNHOFSTRASSE. Ja, sagde han, det er tit et problem med den tunge trafik tidligt om morgenen og så myldretidstrafikken fra kl. 06:30. Han forstod mig rigtig godt. Men kommer jeg til SALZBURG igen, så vil jeg helt sikkert fremover vælge HOTEL FLAIR i al fald ikke HOTEL ZUM GUTEN HIRTEN. Jeg gik videre og kiggede lidt rundt, hvorpå det var ved tiden at forlade hotellet og stille og roligt gå ned til stationen. Jeg havde været derinde og kigge. Der havde jeg set, at der er forskel på afgangstiden på min pladsbillet og, hvad der står på afgangstavlen ude i forhallen. Der stod i øvrigt på plakaten, at den er gyldig fra den 10. 06. 2018. Altså en køreplan, der er gældende efter jeg har købt pladsbillet. Så jeg måtte lige ind i ÖBB INFO og tjekke op på det.

Nu tilbage til hotellet og tjekke ud og tage bagagen med ned til byen, så jeg er der i god tid, og kommer med toget, der kører lidt før, end der står på min pladsbillet. Så er der jo også mulighed for farvel-øl på CORNER? På vejen ned til CORNER var der stadig megen trafik på gaden, og klokken var efterhånden 10:45. Det undrede mig meget. Jeg plejer jo som regel – i SALZBURG, at drikke den først øl på CORNER, så hvorfor ikke også få mig en afskedsøl der? Så det gjorde jeg, for CORNER ligger jo på pladsen lige over for SÜDTIROLER PLATZ. En STIEGL WEISSE. Skål SALZBURG og tak for denne gang. Jeg tager videre til GRAZ. Der var 27 grader varmt, da jeg forlod SALZBURG.

På den gule afgangstavle stod der, at EC 217 til GRAZ skal køre klokken 12:15. Men det stod ikke på den digitale skærm i forhallen. Så jeg måtte lige vente og se, hvornår den dukkede op. Da den kom frem, stod der 12:29 og så gik jeg op til spor 9; men inden jeg gik, blev jeg spurgt af nogen, om jeg vidste, hvor toget kørte fra, for de kunne heller ikke se afgangen kl. 12:15 på skærmen. Mens jeg sad og ventede på at toget kl. 12:21 skulle køre, kom der en eller 2 skoleklasser med meget larmende elever. Uha, uha, tænkte jeg. Bare de skal med 112:21 og ikke med samme tog som mig f eks i den vogn, hvor jeg har bestilt plads. De tog ikke med toget 12:21. Vi skulle med samme tog. Da toget kom til perron, gik de ind i vogn 9, og jeg drog et lettelsens suk. Præcis afgang fra SALZBURG. GRAZ, jeg er på vej og jeg glæder mig. Turen skal nydes med en god øl – EDELWEISS DUNKEL WEIZENBIER. PROST.

Nu var vi nået til BISCHOFSHOFEN, hvor vi skiftede køreretning, ligesom sidst jeg var der. Når jeg rejser fra GRAZ den 19. 06., skal jeg til gengæld skifte tog i BISCHOFSHOFEN. Toget ankom rettidigt til GRAZ. Jeg købte et ugekort, så jeg kan køre både med STRASSENBAHN & BUS, så meget jeg vil i en hel uge. Derpå med STRASSENBAHN til JAKOMINI PLATZ og videre med BUS 34 ud til NORDWEG, hvor jeg var omkring kl. 17.

I dag ville jeg tage ud på SCHLOSS EGGENBERG og hilse på ”DRONNINGEN AF DANMARK” – ja altså rosen ude i slotsparken. De andre gange, jeg havde været der, var ”hun” afblomstret! Så jeg håbede, det ville lykkes denne gang. Jeg gik ned til JAKOMINIGÛRTEL, hvorfra jeg tog STRASSENBAHN 4 til JAOMOMINIPLATZ og videre med LINJE 1 til SCHLOSS EGGENBERG. Jeg gik det sidste stykke vej og var nu spændt på, om jeg denne gang ville få ”dronningen” at se. Og det gjorde jeg. Jeg gik hen til det sted, hvor jeg mente at have set den ”afblomstrerede dronning” de andre år, men der var hun ikke? Det endte med, at jeg måtte spørge de 2 rosengartnere, hvor den rose er henne. Det var 2 meget venlige personer, der fortalte mig det og lidt mere om roserne og haven. De blev imponeret over, at jeg kom fra DANMARK for at se den rose – og ikke mindst, at det er tredje gang jeg er her af samme grund. De fortalte i øvrigt, at den findes 2 steder i haven.

Læs mere om byerne

Graz

#Graz Visit Graz Hvis du besøger Østrig skal du huske at besøge Graz mindst en gang. Det er den næststørste by i Østrig, og Graz har...

Hamburg

#Hamburg Visit Hamburg Hamburg er for nogle en afkørsel på en tysk motorvej eller en by man bare kører under når man ryger ned i Elb...

Leipzig

#Leipzig Visit Leipzig At kombinere moderne og historiske synspunkter gennem historien er, hvad Leipzig altid har været kendt for at gøre det så godt. Det er...

Salzburg

#Salzburg Visit Salzburg Salzburgs særlige blanding af raffinement, charme og elegance opleves bedst ved blot at vandre i byens omgivelser. Wolfgang Amadeus Mozarts fødeby er malerisk...

Sociale medier links

Vi er på sociale medier og du er velkommen til at kigge med og deltage i diskussionen på vores rejsesider

Error decoding the Instagram API json

Mest søgte hashtags på vores sider:

#togrejser #togture #togvideo #traintrips #traintravel #guide #hotel #lejligheder #turistinformation

Andre populære hashtags:

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her