Rejser til Portugal

Bedste destinationer i Portugal

Algarve

Algarve ligger i det sydlige Portugal, og her kan du nyde 300 solskinsdage om året. Spil golf på mesterskabsbanerne, oplev de små, kulturelle byer og udforsk den smukke kystlinje på dine rejser til Algarve. I Algarve er der både mulighed for at feste natten igennem i de livlige byer Albufeira og Lagos, eller du kan tage på en mere afsides og afslappende Algarve ferie i Altura, hvor der også er gode muligheder for ekskursioner. Algarve er ét af de mest besøgte ferieområder på grund af de fantastiske sandstrande, klippegrotter og rå klippeformationer. Her er flere hundrede hoteller og ferielejligheder at vælge imellem. Hvis du er golfspiller, finder du 14 af Europas 100 bedste golfbaner i Portugal.

I Albufeira kan du danse natten lang og opleve det bedste natteliv i Algarve. Det er også her, du finder forlystelsesparken Zoomarine hvor du har mulighed for at komme tæt på delfinerne. Hvis du vil lære lidt om den lokale historie og kultur på dine rejser til Algarve, bør du overveje at slå dig ned i Faro. Byen er mindre besøgt Her finder du både gamle romerske og arabiske ruiner. Du kan fx vælge at indlogere dig i det gamle middelalderkvarter, hvor du vil være helt tæt på byens mange museer og kapeller.

Algarves imponerende strande gør at mange besøgende går glip af den utroligt smukke natur, man finder væk fra kysten. Besøg Monchique bjergområdet og tilbring en dag med at gå langs de skovklædte bakker og rislende åer. Bagefter kan du slappe af i de varme kilder – det er ren selvforkælelse og en enestående oplevelse når du rejser til Algarve. Naturparken Costa Vincentina nær Lagos, har flere skjulte strande end du overhovedet kan forestille dig. Her kan du hurtigt finde en strand, som du kan have for dig selv. Pak en madkurv, dit badehåndklæde og en god bog og du er garanteret en fredfyldt dasedag.

Hvornår er det bedst at rejse til Algarve ?

På Algarve finder du det bedste klima i hele Portugal, og det mest populære tidspunkt at rejse her til på er i sommermånederne, når det er varmest. Temperaturene falder mellem november og marts, men ikke så meget at man ikke kan nyde en tur på stranden hele året rundt. Golfbanerne i regionen har også åbent hele året, så der er altid en undskyldning for at øve dig på dine slag, når du rejser til Algarve.

Alentejo regionen

Det solvarme Alentejo dækker næsten en tredjedel af Portugal, strækkende sig fra Tejofloden helt ned til Algarve. Regionen er karakteriseret af bølgende, gyldne hvedemarker, umådelige olivenlunde, et væld af smukke, hvidkalkede landsbyer, og en række historisk interessante megalitter og fæstninger. Men den måske største attraktion er den store ro og plads, man finder i store dele af denne landsdel, og som gør et ferieophold her til en behagelig og afslappende oplevelse.

Allerede romerne havde et godt øje til denne del af Portugal, som de kaldte ”além Tejo” (hinsides Tejo) – et navn, der henviste til landsdelens placering syd for Tejo-floden, set fra romersk synspunkt. Her grundlagde de byer som Beja, Vidigueira og regionens nuværende geografiske og historiske centrum Évora. Romerne var specielt interesserede i de mægtige hvedemarker, de fandt i regionen, og brugte mange kræfter på at anlægge vandingssystemer for at modvirke den periodevise tørke, så de kunne forsyne det romerske imperium med korn. I den forbindelse byggede de enorme gårde og godser, også kaldet ”latifúndios”, hvoraf nogle stadig eksisterer den dag i dag – undertiden forvaltet som kooperativer.

Foruden hvede og oliven frembringer regionen også betydelige mængder af kork fra korkege, som specielt grænsebyen Elvas er kendt for.  Regionen er også i besiddelse af en række fine vin-distrikter, der producerer nogen af de fineste vine i Portugal, f. eks. vingårdene omkring Reguenogos og Vidigueira. Blandt de vin-producenter, som er værd at lægge mærke til i regionen, er Borba, Redondo og Mouras.

Mange byer og landsbyer i den sydlige del af regionen, specielt omkring byerne Beja og Mertola, bærer stadig spor af den langvarige mauriske besættelse, som blandt andet kan aflæses i de mange hvidekalkede, kubus-formede huse, som maurerne introducerede i landsdelen, mens den nordlige og østlige del af regionen, især omkring Estremoz og Vila Vicosa, domineres af kratland med flokke af græssende får og et bjergrigt terræn med befæstede byer. Ved vestkysten er der en række attraktive strande, med mange strækninger, som er relativt uberørte af turisme.

Beiras regionen

Beiras-regionen strækker sig fra den spanske grænse til det Atlantiske Ocean og danner en grænse mellem det grønne, kølige nord og det solsvedne syd. Det er i det hele taget en region fyldt med modsætninger: Landskabsmæssigt spænder den fra Serra da Estrelas højder til Ria de Aveiros saltmarsk, mens byerne varierer fra den livlige Figueira da Foz til den gamle, ædle universitetsby Coimbra. Regionen er rig på fortidsminder: I regionshovedstaden Castelo Branco er der spor af tidlige fremmede bosættelser, i Beira Litoral vidner forstavnene på Aveiros både om handelen med fønikerne, og byer som Viseu, Beira og Alta voksede op som et resultat af romernes handelsruter og bærer stadig vidnesbyrd om denne arv.  Romerne blev ganske vist aldrig så dominerende i denne del af landet som i den sydlige del, men ruinerne i Conimbriga, der senere har givet navn til Beira Litorals vigtigste by, Coimbra, vidner om romernes indflydelse i denne del af Portugal. Coimbra var desuden hovedsæde for Afonso Henriques kongedømme i den spæde begyndelse af Portugals historie som nation.

Regionen bugner af fæstninger og borge, som er en arv fra den tid, hvor den unge nation kæmpede for sit liv og skiftende portugisiske konger barrikaderede sig mod spanierne mod øst: De uigennemtrængelige mure i Almeida er et godt eksempel på denne ufredelige del af landets historie. Disse grænse-bastioner blev ved med at spille en rolle i landets historie helt op til uafhængighedskrigene fra Spanien i det syttende århundrede og kampen mod Napoleons indrykkende styrker i begyndelsen af attenhundrede-tallet. Gastronomisk er regionen blandt de bedste i landet: Portugals bedste ost produceres i Serra de Estrela og Bairrada-distriktet omkring Mealhada er kendt for dens ”leitão” (stegt pattegris). Vinene er også blandt de bedste i Portugal, og bærer et tusind-årigt ry i landet for dets rige rødvine, blandt andet mærkerne Bairradas og Dãos.

Nordlige Portugal

Området nord for River Douro er det landlige og uspolerede Portugal, der har bevaret sin historiske egenart og som samtidig byder på fremragende muligheder for kulturel  sightseeing og vandreture. Bag Douro-flodens opdyrkede dale og den frugtbare Minho-provins knejser det fjerne og romantisk klingende Trás –os-Montes ”(Bagved bjergene”) med små middealder-landsbyer og et strejf af vild natur, f. eks.  mellem Chaves og Montesinho-reservatet. I dette område findes den fattigste, men også mest oversete del af Portugal.

I området mellem Minho-provinsen og Douro-floden giver gamle byer som Porto, Braganca og Braga et fascinerende indblik i landets særegne historie. Braga med dens position som landets religiøse hovedstad, dens mange kirker, dens unikke 1800-tals bygninger og dens mange smukke haver; Braganca med dens fantastiske fæstning og fæstningsmure fra 1100-tallet, beliggende på en strategisk bakketop, og andre historisk unikke bygningsværker.

Duoro regionen

Douro-floden, som også kaldes den gyldne flod, snor sig gennem dybe kløfter, dale og bjergskråninger, fyldt med vinmarker, på sin vej mod byen Porto og det Atlantiske Ocean. Floden er 897 kilometer lang, hvilket gør den til den næstlængste flod på den iberiske halvø, og har sit udspring i Soria-provinsen i Spanien, nær Duruelo de la Sierra, inden den løber ind i Portugal. Floden har været et historisk omdrejningspunkt i Portugal siden fønikerne ni hundrede før Kristus ankom til flodens bredder for at handle. Siden grundlagde romerne bosættelser i områderne Portus og Cale på begge sider af floden, der senere blev forenet i ét område, ”Portucale”, som skulle betegne regionen mellem Minho og Douro-floderne. I en vis forstand har Douro-området således bidraget til nationen Portugals fødsel. I hvert fald var den efterfølgende centrum for det portugisiske kongedømme.

På den spanske side krydser floden den store centrale højslette i Kastilien, inden den passerer over grænsen til Portugal. På den portugisiske side er store befolknings-centre en sjældenhed, når man ser bort fra Porto og Vila Nova de Gaia. Til gengæld er landskabet rigt på oliven- og mandeltræer, og vin, der er afgørende for produktionen af den legendariske portvin. Området omkring Pinhão and São João da Pesqueira betragtes almindeligvis som portvinens centrum, med dets mange maleriske ”quintas” hængende på næsten lodrette bjergskråninger ned mod Douro-flodens bredder.

Traditionelt blev portvinen fragtet ned ad floden i både med flad bund, kaldet ”Rabelos”, for senere at blive opbevaret i tønder i kældre i Vila Nova de Gaia, men i 1950´erne og 1960´erne blev der bygget dæmninger, som endte denne måde at transportere vinen på.  I dag er den meste flodsejlads rettet mod turister, der kan få en smuk sejltur op ad floden fra Porto op mod den øvre del af Douro-dalen. Floden passerer på sit løb gennem seks portugisiske distrikter; Braganca, Guarda, Viseu, Vila Real, Aveiro og Porto, hvoraf Porto naturligvis er det mest iøjnefaldende. Her knejser landets næststørste by, Oporto (eller Porto), på en bakketop, mens den skuer ud over Douro-flodens bredder og de lagerhuse, der rummer den vin, som byen gav navn til: Port.

Minho regionen

Minho-provinsen, beliggende i den nordvestligste del af Portugal, er den mest frodige del af landet, og én af de mest traditionsrige: Her finder man nationens første hovedstad, Guimarães, og ét af landets ældste religiøse centre, Braga.

Minho-provinsen ligger mellem Douro-floden i syd og Minho-floden i nord. Området har været genstand for flere udenlandske folkeslags foretagsomhed, f.eks. da kelterne invaderede området i det første årtusind før Kristus og anlagde ”citânias” (bosættelser), eller da de romerske legioner i det andet århundrede før Kristus erobrede land og begyndte at anlægge veje og opdyrke vinmarker.  Da kristendommen blev det romerske imperiums officielle religion i det fjerde århundrede efter Kristus, blev Braga et betydningsfuldt religiøst centrum, og dén position har byen bevaret helt op til i dag, hvor byen sammen med Gumarães udgør landets religiøse knudepunkt. Herefter fulgte en intens og turbulent periode i regionens historie med at væld af erobrere: Romerne blev fordrevet af den germanske stamme ”Suevi”, der senere blev fordrevet af visigoterne – der blev fordrevet af maurerne. I det niende århundrede jog de kristne maurerne på flugt og i det tolvte århundrede blomstrede regionen op under Afonso Henriques, som udråbte sig selv som konge og gjorde Guimarães til landets første hovedstad.

Foruden dens rige historie byder regionen på noget af landets mest frugtbare jord og et landbrug, der i usædvanlig grad har holdt fast ved sine traditioner. Det er således stadig almindeligt, at en gård gives videre til næste generation i familien og på den måde holdes eksklusivt inden for familiens rækker. Èt af de mest berømte landbrugsprodukter i regionen er dens ”vinhos verdes”, som dyrkes i én af de mange, frodige dale, og som er nogle af Portugals mest efterspurgte og velsmagende vine. Traditionerne inkluderer også farverige, lokale karneval og gade-markeder.  Regionen byder ikke bare på de to historisk interessante byer Braga og Guimarães, men også Barcelos med interessante gade-markeder og regionens smukkeste keramik-kunst, Viana do Castelo med dens lange, flotte kystlinje, og Ponte de Lima, hvor man kan overnatte på traditionelle herregårde.  I den nordlige del af provinsen er der desuden overdådige udsigtspunkter til Spanien, og i den nordøstlige del finder man den storslåede nationalpark Parque Nacional da Peneda-Gerês.

Estremadura

Denne del af Portugal strækker sig fra Estremaduras sandstrande og forrevne klipper, over Ribatejos øde sletter, der snor sig langs Tejo-flodens bredder, til landets livlige og kosmopolitiske hovedstad, Lissabon. Nogle af landets fineste middelalderklostre og monumenter findes i denne region og bærer vidnesbyrd om den turbulente forhistorie, som denne del af landet har gennemlevet. Estremadura, som egentlig betyder ”Hinsides Douro ”, var engang kristendommens grænse mod nord. Efterhånden som Portugal ekspanderede i det tolvte århundrede, fik de religiøse ordener tildelt det land, som forinden var blevet erobret fra maurerne: Abbediet i Alcobaca er grundlagt som et resultat af Afonso Henriques erobring af byen Santarém i 1147, og kort tid efter påbegyndte Tempel-ridderne opførelsen af citadelet i Tomar. Siden bragte spanske krav om den portugisiske krone til nye stridigheder i regionen. Således er Batalhas storslåede abbedi bygget som en følge af João den Førstes sejr over castilianerne i Aljubarrota i 1385. I begyndelsen af det nittende århundrede blev regionens byer desuden plyndret fra fransk side, af Napoleons tropper, inden de blev stoppet af Wellingtons legendariske værn: Torres Vedras linjer.

I dag er Estremadura et område i vækst, med en ekspanderende handel, og et landskab, der er domineret af store hvedemarker, handelsgartnerier og vingårde, som forsyner regionen med en rigdom af landbrugsprodukter. I Ribatejo sørger Tejo-floden for frodig landbrugsjord og for de græsmarker, hvor Portugals fineste heste og tyre opdrættes. Området omkring Tomar og byerne ved bredden af Tejo-floden er genstand for en blomstrende industri, mens dæmningen bygget ved Castelo de Bode i 1940´erne påbegyndte en ny æra med hydro-elektrisk energi i regionen. Langs kystlinjen er der adskillige attraktive ferie-destinationer, blandt andet den charmerende fisker-landsby Nazaré og sandstrandene i området omkring Pinhal de Leiria, mens man i Fátima finder Portugals mest sagnomspundne helgenskrin og mest betydningsfulde pilgrims-destination.
Og længere mod syd venter landets smukke og levende hovedstad, Lissabon, med et væld af attraktioner.

Madeira

Omkring 1000 kilometer fra Lissabon og 500 kilometer fra de kanariske øer ligger de seks øer, der udgør Madeira, midt ude i det atlantiske ocean. Af de seks øer er kun to beboelige, hvoraf hovedøen er Madeira, og Funchal de seks øers hovedstad.

Madeira er Portugals flydende have, en grøn oase, der er i besiddelse af et enestående klima og en højst egenartet natur. Bjergene på Madeira er spektakulære og det højeste af dem, Pico Ruivo, ligger 1860 meter over havets overflade. Desuden er Madeira i besiddelse af 400.000 år gamle lavagrotter, naturlige, vulkanske badeanlæg, verdens næsthøjeste kystklippe, Cabo Girao, store banan- og sukkerplantager og en særegen blomsterrigdom, som blandt andet inkluderer vilde orkideer, paradisblomster og hortensia.

På grund af Madeira´s beliggenhed midt i Atlanten er øen velsignet med et helt specielt klima, der om vinteren ligger på ca. 20 grader og resten af året mellem 20-25 grader og som gør den til et attraktivt feriested hele året rundt. Den vulkanske undergrund gør, at Madeira ikke har nogen naturlige strande, men der er masser af bade-muligheder i de mange havbassiner og ved de gode, anlagte strande rundt omkring på øen. Desuden er der gode naturlige strande på den lille nabo-ø Porto Santo, som nemt kan nås med båd, hvilket er en god anledning til at besøge den anden beboelige ø i ø-gruppen.

Madeira blev oprindeligt opdaget af romerne, og genopdaget af portugiserne, der befolkede øen i 1400-tallet og hvis færden endnu kan aflæses i hovedbyen Funchal, f.eks. i byens pragtfulde domkirke ”Sé”, der står næsten uberørt siden kolonitiden. Funchal, der er blevet kaldt det ”lille Lissabon” på grund af de snævre, brolagte gader og de mange sorte, udskårne basaltdøre, byder desuden på en gammel bydel med pragtfuld arkitektur fra 1700-tallet, en smuk lystbådehavn, det farverige bymarked ”Mercado dos Lavradores”, den frodige botaniske have med lokale dragetræer, og et væld af gode restauranter.

På Madeira kan du forvente at få en helt unik oplevelse. Her er en livlig natur, et dynamisk dyreliv pg en fascinerende kystlinie. Kulturen er en blanding af portugisisk, afrikansk og noget helt unikt, som du kun finder på Madeira. Funchal er en interessant by som strækker sig ind i landet fra dens dybe havn. Her ligger krydstogtsskibe ofte til for at give deres gæster mulighed for at se denne enestående by. Der er både stejle og brolagte gader, og elegante palæer og smukke planter, som alt sammen er med til at give byen en helt unik stemning. Canico er et lidt mere stille sted for dem der sætter pris på den landlige skønhed. Bymidten har et fint udvalg af restauranter og butikker og en barok kirke. Her er perfekt til at slappe af og geare ned, når du rejser til Madeira.

Central Madeira

Èn af de største seværdigheder på den centrale del af øen – og på Madeira i det hele taget – er den smukke og afsondrede dal, Curral das Freiras, Nonnernes dal.  Dalen fik sit navn efter, at en gruppe nonner fra Santa Clara-klostret i 1566 flygtede hertil for at undgå et sørøverangreb fra franske sørøvere.  Nonnerne grundlagde en landsby 20 kilometer nordvest for Funchal i en hemmelig og utilgængelig dal omkranset af stejle bjerge. Først i 1959 blev der bygget en offentlig vej hertil. Men da var både nonnerne og piraterne for længst væk: Nonnerne flyttede tilbage til Funchal, så snart piraterne ikke længere hjemsøgte øen. I dag er hovedbeskæftigelsen i området landbrug, og der produceres også den berømte Madeira-vin i byen.

Det centrale Madeira byder også på øens højeste bjergkæder, der giver en enestående udsigt til både nord- og sydkysten af øen.  For at nå til disse udsigtspunkter kan man bevæge sig fra Parque Ecológico do Funchal op til Pico do Areeiro, hvor man allerede vil bemærke, at vegetationen undervejs bliver mere spredt og luften tyndere. Når man når op til Pico do Areeiro, har man en smuk udsigt til nordkysten. Kun ca. et kvarters gang fra Pico do Areeiro er der en flot udsigt til Madeiras næsthøjeste bjerg, Pico das Torres, på 1851 meter.  Ved yderligere opstigning kan man se Funchal og Pico Ruivo, som er øens højeste punkt på 1861 meter. Længere oppe kan man se Pico do Gato, Pico Grande og Paúl da Serra.

Nordkysten på Madeira

Centralt på Madeiras nordkyst finder man blandt andet de to byer Santana og São Jorge, som er adskilt af en dyb kløft, skabt af floden São Jorge. Specielt São Jorge er et besøg værd, for ikke bare er det en meget smuk by, men rummer også en forbløffende fin barokkirke, der kun finder sin overmand i Funchals domkirke, hvad angår indretning. Her er en statue af helgen Sct. Jorge, en guldbelagt prædikestol og kalkmalerier med billeder fra Sct. Jorges liv.  Byen byder også på et par hyggelige og rolige parker med paradisfugleblomster og azalear. Santana er blevet kendt for sine stråtækte bondehuse, kaldet ”palheiros”, men byen er mere interessant som udgangspunkt for vandreture i ét af de mest uspolerede og flotteste landskaber på Madeira gennem Pico das Pedras Nationalpark.

I landsbyen Bonaventura, vest for São Jorge, produceres det meste råmateriale til øens kendte kurvearbejder. Byen ligger på en klippetop med en smuk udsigt over havet og er omgivet af vingårde, piletræsplantager og grønne dale. Lidt længere ude mod kysten ligger byen Ponta Delgada, der én gang om året er øens største pilgrimsmål. Sagnet lyder, at en Kristusfigur i træ skyllede i land her i det fjortende århundrede og at det var denne hændelse, der fik de lokale indbyggere til at opføre en kirke på stedet. Kristus-figuren, der har overlevet en ildebrand, tilbedes stadig i en glasmontre i kirken. São Vicente, beliggende ved kysten, længere vest på, regnes for at være én af de meste attraktive byer på Madeira, med et hyggeligt og velholdt bycentrum, en frodig naturpark i udkanten af byen, oprettet af Verdens Naturfond, og kapellet ”Capelinha de São Vicente”, der er hugget ud af ét klippestykke og omgivet af høje palmetræer.

Calheta

Den vigtigste by på det sydvestlige Madeira er Calheta, velsignet med en sjælden naturlig skønhed. Ud over dens attraktive beliggenhed, omringet af klipper og havet, har Calheta en kendt kirke med et kæmpemæssigt helgenskrin af elfenben og sølv. I byen findes en gammel sukkerrørs fabrik, grundlagt i 1901, som stadig producerer rørsukker og ”aguardente” (sukkerrør spiritus). Calheta er også berømt for det store udvalg af fisk, som findes i vandet langs kysten. I byen finder du også kunstcenteret Casa das Mudas, hvor skiftende udstillinger af høj kvalitet udstilles. Det er et ambitiøst arkitektonisk projekt konstrueret i harmoni med omgivelserne.

Câmara de Lobos

Det var Câmara de Lobos denne traditionelle fiskerby, beliggende fem kilometer fra Funchal, som inspirerede Winston Churchill til at male dens skønne omgivelser. Câmara de Lobos blev navngivet af de to opdagelsesrejsende Joäo Goncalves Zarco og Tristäo Vaz Teixeira, som blev inspireret af bugtens form og de mange søløver (”lobos”) som fandtes her på denne tid.  Bortset fra dens vidunderlige bugt, har Câmara de Lobos adskillige andre steder af interesse så som Pico da Torre, Curral das Freiras, Boca dos Namorados, Boca da Corrida og Cabo Giräo. Kommer man fra Funchal til denne ”by”, bliver man mødt af en blændende bugt. Den fulde skønhed kan bedst nydes fra Pico da Torre. Tager man mod Estreito de Câmara de Lobos sognet, møder man bananplantager, som fører til vingårde og lidt længere oppe finder man kirsebær. Kommer man til Estreito de Câmaro de Lobos, anbefales det at besøge moderkirken og fortsætte til Jardim da Serra sognet, hovr man har to muligheder: Tag til Boca dos Namorados og nyd det blændende landskab i Curral das Freiras eller tag gennem Boca da Corrida og slut ved Quinta do Jardim da Serra.

Camacha

Camacha er en smuk lille landsby få kilometer øst for Funchal. Den er berømt for sin Æblefestival og sine meget aktive folklore dansegrupper. Camacha bliver også kaldt ”landsbyen med kurvemagere” da den er centret for Madeira’s piletræ industri. Nu om dage laver de møbler, hatte, udsmykninger, køkkenudstyr, vinreoler og selvfølgelig…tasker i alle størrelser og faconer. Mange betragter også Camacha landsby som ”Madeira’s kulturcenter”. Faktisk hvis man ser sig omkring, vil man finde mange talentfulde folk og masser af kultur, sociale- og underholdningsbegivenheder. Et af de bedste eksempler er de lokale folklore grupper, hvilket er de mest kendte portugisiske folklore grupper kendt over hele verden.

Canical

Lidt længere oppe af kysten ligger Canical, som rummer et interessant hvalmuseum, Museu da Baleia. Canical var engang centrum for jagt på spermacethvalen, indtil hvalfangsten blev forbudt på Madeira i 1982. I museets udstillingsmontre kan man se udskårne genstande i hvalben, harpuner og se en video om hvalfangst på engelsk.

Fortsætter man i nordøstlig retning herfra kommer man til øens østligste punkt Ponta de São Lourenco. Vejen fører kun til Baia da Abra, så for at komme hele vejen ud til halvøens spids skal man have vandreskoene på. Turen tager ca. 3 timer. Fra halvøens spids kam man se fyrtårnet på den lille ø, Ilheu de Farol.

Curral das Freiras

Curral das Freiras, Nonnernes dal er en lille landsby, som ligger lunt og godt næsten mellem lodrette bjerge i hjertet af Madeira. Den store gryde hvor Curral das Freiras er beliggende blev enten dannet ved erosion, hvilket er den nyeste teori, eller som mange stadig mener, ved vulkansk udbrud. I 1566 flygtede nonnerne fra Santa Clara klosteret ved et piratangreb i Funchal og fandt her den afsondrethed de søgte, og hvortil de også medbragte klosterets skatte. Landsbyen ligger meget isoleret og de lokale lever af det de selv dyrker. Den lokale kastanje er vidunderlig og bliver brugt hver dag til madlavning. Curral das Freiras tilhørte et par, som solgte dette stykke land til kaptajnen af Funchal, Joäo Goncalves da Câmara. Denne kaptajn gav landet til sine døtre, som trådte ind i Santa Clara klosteret (som også blev bygget af ham). I dag har ”Nonnernes Dal” en årlig fest. Hvert år fejrer de lokale ”Kastanje Festivalen” – som stammer fra den tid, da det lokale sogn havde overskud af kastanjer. De blev brugt i forskellige kulinariske lækkerier lige fra suppe til kager og fra desserter til likører. I dag er festivalen en stor attraktion med masser af fødevarer, musik, dans og selvfølgelig vin.

Machico

Machico, der ligger lidt længere oppe af kysten, er Madeiras næststørste by og den ældste bosættelse på øen. Historisk betragtet er Machico da også den mest interessante by på øen, da den var det sted, hvor de opdagelsesrejsende landede. Dette særlige hjørne af øen kan prale af den ældste kapel, ”Capela dos Milagres”, og to fæstninger som vidner om de lokales forsvar mod de mange piratangreb på byen. Ved det lille kapel, Capela dos Milagres, fra det nittende århundrede afholdes der hvert år en højtidelig religiøs procession, med deltagelse af pilgrimme fra hele øen. Denne stille by kan prale med nogle fantastiske pensionater og restauranter og er et godt udgangspunkt for et antal af skønne ”levada” gåture. Machico’s flodbredder er fyldt med frodig vegatation og fyldt med hvidvaskede huse. Bortset fra menighedskirken er der det lille kapel Säo Roque på kajen, bygget i det 16. århundrede, med en interessant udstilling af blå og hvide fliser, der fortæller om helgeners liv. Fiskerihavnene er placeret i Machico og Canical, hvor fiskerbådenes fangst består hovedsagelig af tun og ”gaiado” (en lokal fisk som bliver tørret). Ikke langt derfra ligger fortet, Forte de São João Baptista, som nu er privat bolig.

Monte

Denne lille by er placeret højt oppe i bakkerne med udsigt over Funchal, 6 km væk fra hovedstadens centrum og var det første kursted for Europas finere kredse. En af de store mangler var en jernbane, som forbandt Monte med Funchal. På grund af mangel på stål og brændstof under i 2. verdenskrig blev sporet desværre afmonteret og toget taget ud af funktion. I dag kan man stadig se rester af jernbanespor, især ved bunden af bjerget, hvor den oprindelige station stadig eksisterer.

En af de mest traditionelle begivenheder, og også den største, er overtagelsen af Jomfru Maria, som finder sted den 15. august. Det er utroligt, så mange mennesker, der viser ærbødighed overfor Jomfru Maria af Monte. Såfremt man befinder sig på øen på dette tidspunkt kunne det være en idé at tage derop og danne sine egne indtryk af begivenheden. Den østrigske kejser Charles l fandt eksil på øen efter at have abdiceret under første verdenskrig. Han og hans familie boede i den historiske ”Quinta do Monte”, men kun seks måneder efter sin ankomst døde han af lungebetændelse. Ex-monarken blev begravet i pilgrimskirken ”Nossa Senhora do Monte” .

Porto da Cruz

Når man først ankommer Porto da Cruz, vil man tænke, at der ikke er meget at foretage sig her. Livet synes at være gået i stå, eller det foregår i hvert fald meget langsomt. Men attraktionerne i denne lille by på Madeira er skjulte, og man bør se sig nærmere omkring for at finde dem. En af dem er en sukkerrørsfabrik, som stadig fungerer på samme måde som ved starten af sukkerproduktionen 1927. Den har et 26 meter højt tårn, og når der arbejdes kan man være heldig at se dampen strømme ud. Man bør heller ikke gå glip af stedet kendt som Penha d’Águia, en imponerende klippe som deler Porto da Cruz fra Faial. Udsigten fra Penha d’Águia er absolut fantastisk! Porto da Cruz er også berømt for dens vin. Kendt som ”vinho seco americano” (tør rødvin lavet af druerne kaldt americana). Dette lokale produkt er temaet for en fest, der normalt holdes i september, Festa do Vinho.

Porto Moniz

Porto Moniz er det nordvestligste hjørne af øen og også et af de mest opsigtsvækkende. Det er den mest naturskønne rute langs nordkysten på Madeira fra Santana og hele vejen til landsbyen Porto Moniz med dens smukke naturlige pools. Omringet af besynderlige lava klipper, lavvandede pools fyldt med tidevandets krystalklare vand er det et populært badested for de lokale. Porto Moniz kan prale med en nylig anlagt promenade, der forbinder pools med molen fyldt med grønne arealer, snack bars, adskillige udsigtssteder og Centro de Ciência Viva. Dette center indeholder et rum til midlertidig udstillinge og et auditorium med 150 sæder, som viser nationale og internationale science fiction udstillinger. Porto Moniz er også et vigtigt vin og fiskeri distrikt og et imponerende dyrskue som normalt finder sted i løbet af en af sommer månederne. Der er også nogle få gode restauranter, som serverer traditionelle fiskeretter og andre lokale specialiteter. Når man forlader Porto Moniz på vej op til Paúl da Serra, som er et 1,600 meter højt plateau vil man blive belønnet med fantastiske landskaber som runder udflugtsdagen af.

Riberia Brava

Ribeira Brava (vild strøm) er en lille by som ligger på Madeiras sydvestkyst., som har en dejlig strandpromenade med masser af cafeer, og som fører ned til byens gamle, brolagte hovedgade, Rue do Visconde.  Byen har også en storslået kirke, São Bento, som blev bygget som et resultat af den blomstrende sukkerhandel i det femtende århundrede.

Santa Cruz

Santa Cruz ligger tæt på lufthavnen, og er en af Madeiras oversete feriebyer. Byen er i besiddelse af fremragende historisk arkitektur, f.eks. kirken Igreja Matriz de São Salvador, der er én af de største kirker på øen, med fine stenhuggerarbejder fra den manuelinske periode og et smukt sakristi fra det fjortende århundrede. På den anden side af torvet ligger byens gamle rådhus. Byen rummer også nogle charmerende og behagelige parker, blandt andet Parque Municipal med drageblodstræer. Byens stenede strand har udsigt til kulørte fiskerbåde, der støder op til en anden af byens dejlige parker, og er omgivet af spredte palmetræer.

Santana

Kendetegnet på sine små trekantede stråhuse, er Santana en smuk landsby på nordkysten af Madeira. Disse små huse  bygget af natursten og tækket med strå har været brugt af de lokale til stalde og boliger. Sognet lever hovedsagelig af landbrug, håndværk og traditioner. Det bjergrige landskab er domineret af frodigt grønt som kendetegner Laurissilva Forest (skoven), som blev klassificeret World Heritage – UNESCO’s verdenskultur, hvilket betød, at de lokale gjorde endnu mere for at bevare dens skønhed. Med så mange attraktioner som bør besøges, er det normalt, at de fleste turister har en ring omkring Santana på deres landkort som et obligatorisk sted at besøge. Og nu er Madeira’s Theme Park blevet tilføjet sognet. Madeira’s Theme Park blev åbnet i oktober 2004 og kan besøges året rundt og indeholder mange attraktioner for unge som gamle – turister og lokale – visende Madeiras historie, traditioner og kultur. Hvert år i juli afholdes en stor festival med traditionel musik og dans i landsbyen og tiltrækker store mængder af lokale og turister. Begivenheden kendt som ”24 horas a bailar” – 24 timers dans, er en forestilling med traditionelle folklore grupper fra Madeira og andre sogne eller egne, som bliver inviteret til at deltage. Ikke langt fra Santana finder man Queimadas, startstedet for en af Madeira’s mest opsigtsvækkende levada vandreture mod Caldeiräo Verde – Den grønne gryde.

Øen Porto Santo

Porto Santo, der ligger 37 kilometer i nordøstlig retning fra Madeira, siges at være blevet opdaget før Madeira. Netop fordi den er langt mindre besøgt og kendt er øen ideel til afslapning for de, der vil helt væk fra tidens stress og jag, og som ønsker en ferie i fuldstændig fred og ro.

Og så har øen én ting, som Madeira ikke har: Den 9 kilometer lange, gyldne sandstrand, der løber hele vejen langs den sydlige del af øen, og som ligger ned til det smukke, turkis Atlanterhav, hvor der er ideelle muligheder for badning og for alle former for vandsport. Mange af turisterne på øen kommer fra Madeira for at nyde dette tropiske paradis. Og i sommermånederne bliver øen besøgt af indbyggere fra Lissabon, der foretrækker at skifte den varme hovedstad ud med Porto Santos køligere temperaturer på denne tid af året.
Klimaet på øen er som regel tørt og stabilt, hvilket bevirker at landskabet om sommeren antager gule, brune og okkerfarvede nuancer. Jorden er ikke særlig frugtbar, og der dyrkes mest græskar, meloner og figner, men i nogen tid har man forsøgt sig med at genplante øens skove, især aleppofyr og cedertræ. På sydkysten af øen har man haft succes med at dyrke spisedruer, men en mindre del af druerne bruges til fremstilling af den lokale rødvin, Vinho do Porto Santo, en lidt tung, men velsmagende rødvin, der naturligvis sælges på øens barer og restauranter.

Columbos hævdes at have opholdt sig på øen og have fået inspiration til at udforske havene bag horisonten ved dette ophold. Historien går på, at han fandt ukendte tropiske frugter og frø drevet i land ved øens kyster, og at dette fund gjorde ham nysgerrig efter at finde ud af, om de var drevet til øen fra de legendariske Krydderiøer, hvorefter han besluttede sig til at gå på opdagelse i den retning. Men der er også de, der hævder at Columbus aldrig kom i nærheden af Madeira og Porto Santo.

Hvordan det nu end forholder sig, så findes der i dag et museum, Casa de Colombo, Columbos hus, hvor det hævdes at Columbos boede under sit ophold på øen. Huset er oprindeligt bygget af utilhuggede sten, men blev renoveret i forbindelse med 500-året for Columbus ankomst til Amerika. Museet indeholder en beskrivelse af Colombus´ liv, kort, malerier, kobberstik og et lille Columbus-bibliotek i underetagen.

Aktiviteter på Madeira

Rejser til Madeira er meget populære blandt vandreentusiaster, der ofte vender tilbage igen og igen. Der er markerede ruter for forskellige niveauer så alle kan nyde den fantastiske natur og den fascinerende udsigt på øen.

Hvis du vil have mere eventyr er der også nogle fremragende ruter for mountain bikes, også for flere niveauer, hvilket kan give en stor oplevelse for hele familien med lidt mere fart over feltet.

Der er også mulighed for at ride på heste, dykke og tage ud og sejle, så der er masser af muligheder for at udforske øen på rejser til Madeira. Glem heller ikke, at der er mulighed for helikopterture plus sejlture med guider hvor du kan se delfiner og hvaler.

Strande på Madeira

I Funchals gamle bydel finder du Barreirinha Complex, som er designet med badebroer og en lille svømmebassin. Her kan ungerne soppe i det sikre bassin mens du selv springer ud i atlanterhavets bølger. Der findes også en menneskeskabt sandstrand på sydvestkysten ved Calheta, og der er yderligere mange fremragende små stenstrande med klart vand rundt omkring på øen.

Hvis du på dine Madeira rejser insisterer på at bruge mindst én dag på en ægte sandstand, findes der heldigvis en god løsning. Naboøen Porto Santo, som du let kan sejle til, er et paradis for sandelskere. På øens 15 kilometer lang strand finder du det fineste sand, og mange mener den har terapeautiske egenskaber. Bådturen fra Madeira tager omkring 2 timer og du kan underholde dig selv med at se efter delfiner på vejen.

Azorene, Sao Miguel

Sao Miguel er berømt for sine storslåede vulkanske søer og sine usædvanligt smukke landskaber. Men øen byder også på store kulturelle skatte i skikkelse af paladser, museer og kirker. Er du mere til aktiviteter er der rige muligheder for vandreture, solbadning på stranden, golf, tennis og cykling, for bare at nævne nogle.

En af de mest imponerende geologiske forekomster på øen er Vale das Furnas, som er en frodig have på bunden af et højt vulkankrater, hvor bække bobler med varmt vand. Samme sted finder man den smukke park, Parque Terra Nostra, med dens sjældne tropiske planter og en konstant udstrømmende damp, der er et vidnesbyrd om Azorernes vulkanske oprindelse. São Miguel er også i besiddelse af Europas eneste te- og ananasplantager, beliggende mellem græsgange, tætte trælunde og en storslået flora.

Ponta Delgada er øens hovedstad og byder på et væld af gode restauranter, forretninger, historiske monumenter og gader, samt et livligt natteliv. Af andre historisk interessante byer på øen kan nævnes Ribeira Grande, med dens imponerende gotiske kirke, og Lagoa, Povoão og Nordeste med de hvidkalkede huse mod det blå hav. Også Vila Franca do Campo, der var São Miguels første hovedstad, er et besøg værd.
Sao Miguel byder på masser af god mad, fx den lokale, og meget delikatte, ”cozido das Furnas”, som er en ragout, der simrer i lang tid i et vulkankrater, også kaldet en caldeira.

Øen bugner desuden af lækre fiske- og skaldyrsretter og møre, grillede kødretter. Normalt afsluttes et måltid mad med en skive brød, aromatisk ananas, en traditionel budding og et glas passionsfrugt-likør.

Azorerne, Sao Jorge

São Jorge er en lang, bjergrig ø, med spektakulære klippefald på op til 480 meter, der falder ned mod havet. Nogle af disse klippefald er gennem historien kollapset og har dannet nye landtanger, kendt under navnet fajas. Øen er ideel til vandreture, og er en perle for alle, der holder af storslået natur. Øen bugner af attraktive vandrestier, fx dén, der snor sig mellem græsgange og kratskove til toppen af Serra do Topo-bjergene, mens en anden af øens attraktive stier fører til det klippefyldte ø-stykke, Faja de Santo Cristo, der rager op af havet. Det er også muligt at følge nogle af de stier, som er trådt af de lokale bønder, der arbejder i bjergene, eller som leder malkekvæget til græsgangene på bjergskråningerne.

Nogle steder er det som om tiden har stået stille på øen og man kan stadig opleve traditionelt fremstillet kunsthåndværk, fx uldne sengetæpper, der er håndhævet med stor dygtighed på trævæve, eller betragte det gamle kirketårn, der blev begravet under et vulkanudbrud i 1808 i Urzelina. Men øens største attraktion er stilheden og den storslåede natur.

Azorerne, Terceira

Terceira betyder ”tredje”, hvilket henviser til  at det var den tredje af øerne, der blev opdaget af portugiserne i 1427. Øen har en rig og spændende fortid som mellemstation for fragten af krydderier fra Østen og guld og sølv fra de amerikanske kontinenter under den portugisiske erobrings- og opdagelsestid. Angra do Heroismo er Azorernes mest kosmopolitiske by, med et bycentrum fra det 16. århundrede, der er blevet tilkendt status af verdensarv af Unesco. Det var her, at Vasco da Gama i 1499 begravede sin bror Paulo efter deres pioner-færd til Indien. Byens gamle gader bærer præg af den arkitektoniske arv og af byens kirker, paladser, museer, samt fæstningen, som blev bygget til at forsvare byen og havnen mod pirater.

I den historiske by Praia da Vitoria finder man den gotiske kirke, der er opført af de første bosættere, og i São Carlos, Fontinha, São Bras og Lajes, ganske tæt på, finder man herresæder, kirker og kapeller, som alle sammen repræsenterer mesterværker inden for den imperialistiske arkitektur. Øen byder på en storslået natur med smukke bjerge, der er velegnede til vandreture, som blandt andet kan byde på nogle af Terceiras geologiske vidundere, såsom Caldeira de Guilherme Moniz, et 15 km bredt vulkankrater, og Algar do Carvão-hulerne med deres stalakitter og stalagmitter af lava.

Det omkringliggende hav giver ideelle muligheder for sejlads, dykning og fiskeri, og for de, der kan lide en svømmetur, byder Terceira på naturskabte bassiner, der blev dannet, da vulkansk lave mødtes med det kolde hav. Endelig er Terceira genstand for et væld af farverige, folkloristiske fester, fx ”Festas do Espirito Santo”, som afholdes i de fleste landsbyer eller ”Festas Sanjoaninas”, der er en fest for Johannes Døberen, og hvis højdepunkt er en procession med deltagelse af store, entusiastiske folkemængder.
I festsæsonen bugner det desuden med traditionel, populær mad, såsom eksotisk krydret okseragout, blæksprutte og et væld af lækre desserter.

Azorerne, Santa Maria

Santa Maria var den første af øerne i ø-kæden, der blev opdaget af portugiserne omkring 1427. Øen er kun 18 kilometer lang, men har det varmeste klima på Azorerne, de smukkeste sandstrande og ét af de mest varierede landskaber i ø-kæden. Kystlinjen er rig på vige, udfordrende bølger og et væld af muligheder for badning, sejlads og dykning. Øen byder også på vinmarker, anlagt på stejle bjergterrasser, golde sletter, gamle skove, frodigt grønne bjerge og bugten Baia de São Lourencos skalformede geologi.

Øens historiske landsbyer, Anjos og Vila do Porto, blev besøgt af Columbus på hans første rejse til Amerika og er hyggelige, charmerende landsbyer, med en atmosfære, der stadig bærer spor af deres rige historie fra den portugisiske opdagelses- og erobringstid. I Ansjos er der bygget en statue til minde om Columbus´ besøg og lige ved siden af det ligger det hvide kapel Mãe de Deus, der er det ældste på Azorerne. Øens hovedstad Vila do Porto domineres af en lang hovedgade, der fører ned til byens hyggelige havn.

I Vila do Porto, Santo Espirito, Anjos og São Pedro finder man desuden en række historiske kirker, klostre og fæstninger. I Santo Espirito er det især kirken Nossa Senhora da Purificacaos hvide barok-facade, der imponerer. Det højeste punkt på øen er det centrale Pico Alto, 590 meter over havets overflade, som på en klar dag byder på en smuk udsigt over den grønne og bakkede del af øen.

Azorerne, Pico

Med sine bølgende bjerge, sine spektakulære stier langs kysten, og sine vidtstrakte plateauer omkranset af små vulkantoppe, er Pico et paradis for naturelskere. Øens vartegn er det 2350 meter høje bjerg, som bærer samme navn som øen, og som er det højeste bjerg i Portugal. Men øen byder også på nedstigninger i dybden til de lange lavatunneler, vidtstrakte havlandskaber, der brydes af konturerne af de nærliggende øer Faial, São Jorge og Graciosa, og et væld af vinmarker med figner og druer.

Da de tidligste tilflyttere kom til øen var landskabet domineret af hård lava, der dækkede jorden, men med tiden fik disse nye indbyggere brudt lavaen op og tilplantet små områder med frugtbar jord med vinstiklinger og skabte herved det enestående landskab, som øen har i dag, og som siden er blevet erklæret verdensarv af Unesco. Det er stadig muligt at følge plovfurerne, der er skåret ned i lavaen af oksetrukne kærrer, som transporterede druerne til vinkældrene ved havet, og derigennem genopleve et arbejdsomt folks historie. Pico byder også på en lang og spændende hvaltradition, idet amerikanske hvalfangere indtil slutningen af det 19 århundrede brugte øen til deres hvalfangst, hvor de blandt andet jagtede kaskelothvaler. I dag finder der ikke længere hvalfangst sted på øen, men man kan gå på opdagelse i denne del af øens historie på de to hvalmuseer, som findes på øen. Og i Lajes do Pico er det muligt at se nogle af de hvaler, der stadig holder til i farvandet omkring øerne, på én af de arrangerede ture i små både, som organiseres af Espaco Talassa.

Pico har endvidere en række spændende og charmerende landsbyer, som ligger spredt langs kysten, mellem vinmarker og lysegrøn vegetation. Husene er som regel bygget af sorte lavablokke og overalt ser man blomster i små potter og haver. Og i byerne Calheta de Nesquim, São João, São Mateus og Ribeirinha finder man charmerende huse, maleriske gader, der fører ned til havet, og interessante kirker. Den største by på øen er Magdalena, som ligger overfor Faials hovedby Horta. Der er 7 kilometer mellem de to byer, hvilket gør det muligt at lave en éndagstur mellem de to øer. Indløbet til havnen er flankeret af to klipper, Em Pé og Deitado, som er blevet hjemsted for store kolonier af fugle.

Azorerne, Graciosa

Den kun 12 kilometer lange Graciosa er én af de mest fredelige øer i ø-kæden og er domineret af vinmarker, hvor oksekærre med plov stadig er i brug, hvide vindmøller mod den blå himmel og det omkringliggende havs skummende bølger. På denne rolige og afsondrede ø finder man et ideelt sted at slappe af og forny livskraften.

Øen byder på et storslået landskab, fx den udslukte vulkan ved Furna do Enxofre med dens underjordiske sø, den frodige vegetation omkring øens vulkankratere, eller øens smukke kyst med de små øer og de dybe bugte. Fra bjergene er der en fantastisk udsigt ud over det omkringliggende landskab, der byder på attraktive vandreture. Og rundt omkring vinmarkerne ligger de sorte lavamure, der kaldes ”currais”.

I byen Santa Cruz kan man se kostbare eksempler på portugisisk malerkunst, samt paneler fra det 16 århundrede i byens sognekirke. Desuden er der i byen en række, smukke hvide huse fra attendehundrede-tallet. På Graciosa kan du smage udsøgte vine, som naturligvis produceres af druer fra de mange vinmarker på øen. Der findes både rød- og hvidvine af høj kvalitet.

Azorerne, Flores

Flores var ikke permanent bosat før det sekstende århundrede og har et sagnomspundet omdømme på grund af de storme, der undertiden afskærer øen fra omverdenen, og dens forhistorie som skjulested for pirater, der overfaldt den spanske flåde, når den bragte eksotiske varer hjem fra rejserne til Den Nye Verden.

Nu er Flores en fredelig og afslappende ø, der er ideel som et feriested, hvor man kan lade batterierne op og nyde øens uspolerede natur, med stejle klipper, der falder lodret ned i havet, et væld af smukke bjergtoppe, syv søer, en række vandfald, og – som navnet antyder – en overdådighed af blomster, der fylder øen med farver, herunder ikke mindst de mægtige hortensialunde, der gennemskærer øen på kryds og tværs.

Øen har en række maleriske landsbyer i dalene og højt oppe i klipperne, blandt andet Fajãzinha og Fazenda das Lajes; men også byerne Lajes og Santa Cruz, hvoraf den sidste er øens hovedby, er et besøg værd. Santa Cruz rummer et entusiastisk forvaltet museum, Museu das Flores, som huses i et tidligere Franciskaner-kloster. Museets udvalg af genstande omfatter både skibsvrag, azoresk pottemagerkunst, landbrugsredskaber og fiskeredskaber.

Azorerne, Faial

Faial er en frodig ø med en international atmosfære og et mildt klima, som oprindeligt blev beboet af flamske bønder i det femtende århundrede. Siden blomstrede øen op med udviklingen af havnen i Horta, som er blevet en populær station for yachter, der krydser Atlanten. Øen har en uspoleret natur med grønne bjerge, undersøiske, vulkanske huler, der skjuler stimer af farverige fisk, slumrende kratere og solbeskinnede strande. I juni og juli blomstrer de enorme mængder af hortensia, som blander sig med himlens og havets blå farve, og som står i farvemæssig kontrast til de mosgroede, grønne landskaber, græsset, der dækker bjergsiderne, og den intense sorte farve, som præger den vulkanske aske på de golde sletter omkring Vulcão dos Capelinhos.  Tilmed får landskabet et stænk af rødt på grund af de røde, maleriske vindmøller, der findes omkring på øen. Man kan også se naboøen Picos mægtige bjerg, Pico Mountain – som er Portugals højeste bjerg – fra Faials strande.

Foruden den spektakulære Vulcão dos Capelinos, som var i udbrud 1957-8, og begravede et fyrtårn i aske,  byder øen på det 2 kilometer brede og 400 kilometer dybe grønne krater, Caldeira do Cabeco Gordo, og de to høje udsigtspunkter Monte da Guia, syd for Horta, og Miradouro da Espalamaca, som er bevogtet af en kæmpe statue af Nossa Senhora da Conceicão.

Øens hovedby Horta, beliggende rundt om en vid bugt, er en charmerende og levende by med et kosmopolitisk strejf på grund af de mange Atlanterhavs-farer, der lægger til i byens havn. Byen har en forhistorie som ankerplads for de portugisiske karaveller under opdagelses- og erobringstogterne og blev besøgt af Kaptajn Cook i 1775. Byen rummer velholdte, hvidkalkede huse, farverige haveanlæg og små bytorve. Desuden byder den på en gammel fæstning, hvis tykke mure engang beskyttede byen mod pirater, kirker, hvis tårne rummer lokale kunstskatte, og museer, der udstiller udskæringer i figentræ og hvalben. Horta Marina er udgangspunkt for ture, hvor man kan se hvaler og delfiner. Disse ses ofte omkring øen, da der er masser af føde for dem i havet omkring øerne Faial, Pico og São Jorge. Der er kort sagt masser at opleve i Horta. Men sæsonens højdepunkt er ’Semana do Mar’ eller Havets Uge, som begynder den første søndag i august, bliver organiseret af forskellige vandsport- og turistorganisationer. Den omfatter alle mulige aktiviteter, som har relation til havet, såvel som andre kulturelle begivenheder, og er blevet internationalt kendt.

Azorerne, Corvo

Corvo er en lille, tidløs ø, hvis befolkning holder liv i de gamle og rige traditioner på Azorerne. Dens hvide huse ligger oppe i klipperne, højt over havet, og dens blå sø findes på bunden af et dybt krater. Øen ligger 24 kilometer nordøst for Flores og er den mindste af øerne i ø-gruppen. Øen udgør egentlig toppen af den maritime vulkan, Monte Gordo, med det grønne krater, Lagoa do Caldeirão, ved dens nordlige ende. Det er muligt at nå dens kant via en vej, hvorefter der er en nedstigning på 300 meter til dens krater-bund. I dens centrum er krateret dækket af øer og søer, mens et kludetæppe af marker, omkranset af stenmure, dækker bjergskråningerne.

Hvis man kun har nogle timer på øen, kan det anbefales at slentre gennem Vila Novas gader med de traditionelle huse, besøge den flamske kirke fra det sekstende århundrede eller tage på en udflugt til Monte Gordo-bjerget for at nyde udsigten over de smukke søer med holmene og den nærliggende ø Flores. Men det er også en mulighed at blive nogle dage for at opleve mere af øens særegne kultur. Hvis man gør det, er der en god mulighed for at man bliver varmt modtaget af den lokale befolkning, som stolt viser deres lokale skikke og traditioner frem. Man kan gå med mølleren til vindmøllen med de hvide sejl eller se bønderne og hyrderne arbejde på markerne. Eller man kan betragte fiskerbådene, når de står til havs ved morgengry.