#History

Litauens historie video

Historie kort fortalt

Den første litauiske stat blev etableret i 1230, efter at hertug Mindaugas forenede stammerne og landene i området. Senere anses Gediminas for at den vigtigste forener af territoriet fra Østersøen til Sortehavet. Han var en af ​​de første ledere, der indprentede folket nationens ånd, og hovedgaden i Vilnius, med parlamentsbygningen i den ene ende og den nationale katedral i den anden, bærer hans navn. I det fjortende og femtende århundrede giftede storhertugen af ​​Litauen sig med dronning Jadvyga af Polen for at skabe konføderationen kaldet Rzeczpospolita.

I slutningen af ​​det nittende og begyndelsen af ​​det tyvende århundrede blev læsefærdighed et værdifuldt værktøj i udviklingen af ​​kulturel og national identitet. Selvom det var ulovligt, fortsatte folk med at læse den nationale bevægelses litteratur. Læsefærdighederne var betydeligt højere end i Rusland og bidrog i høj grad til fremkomsten af ​​en national identitet.

I 1905 samledes den store litauiske forsamling for at diskutere den litauiske nation. Det blev aftalt, at landet skulle kæmpe for og få selvstyre, hvad enten det var inden for det zaristiske Rusland eller uafhængigt af det. Intelligentsiaen udarbejdede med hjælp fra det litauiske videnskabsakademi et dokument, der stillede krav til den litauiske stats fremtid. Blandt disse krav var autonomi, lige rettigheder for udlændinge i Rusland, opførelsen af ​​litauiske skoler og frihed til tilbedelse.

I 1918 erklærede Litauen formelt uafhængighed, hvilket blev givet af både Tyskland og Sovjetunionen. Selvom varig uafhængighed ikke ville komme før næsten et århundrede senere, var den kendsgerning, at skolerne genoptog undervisningen i litauisk, og folk rundt om i landet var lettere forsamlet for at diskutere deres synspunkter.

I perioden fra 1941 til 1944 blev landskabet ødelagt og næsten hele den jødiske befolkning udslettet. Perioden under Stalin, fra 1945 til 1953, gjorde folket mere fast besluttet på at sætte en stopper for den undertrykkelse, deres land havde oplevet i så lang tid. Titusindvis af mennesker, inklusive de fleste intellektuelle, blev deporteret til Sibirien for at være uddannet eller involveret i intellektuelle kredse, og mange andre flygtede.

I begyndelsen af ​​1989 annoncerede den folkelige bevægelse Sajudis en platform for fuldstændig genoprettelse af litauisk suverænitet. Dette førte til tættere overvågning af Sovjetunionen og øgede sovjetiske troppebevægelser i Litauen i et forsøg på at opretholde orden. Resten af ​​1989 og det meste af 1990 var præget af overvejelser både mellem den sovjetiske regering og den litauiske folkebevægelse og mellem forskellige partier i disse valgkredse. I marts 1990 erklærede Litauen fuld genetablering af uafhængighed fra Sovjetunionen

I slutningen af ​​1990 blev der organiseret en populær demonstration for at hjælpe litauere med at unddrage sig udkastet til den Røde Hær, og den sovjetiske regering besluttede at håndtere “det litauiske problem” én gang for alle. Det litauiske kommunistpartis sekretær havde hævdet, at menneskerettighederne for ikke-litauiske borgere i landet blev krænket og opfordrede til sovjetisk intervention. I januar 1991 stormede KGB, der udgav sig for at være russiske arbejdere, parlamentet. Et par dage senere, i hvad der blev beskrevet som forholdsregler for at beskytte sovjetiske borgeres menneskerettigheder, samlede sovjetiske tropper sig omkring parlamentet, det litauiske pressehus og Vilnius tv-tårn.

To uger efter episoden udpegede Mikhail Gorbatjov en delegation til at forhandle med baltiske ledere. Selvom troppebevægelserne fortsatte i det meste af året, især i Vilnius og langs grænsen til Kaliningrad, var det tydeligt, at den sovjetiske tilstedeværelse var afsluttet. I september 1991 anerkendte Sovjetunionen Litauen som en uafhængig republik.