#History

Belgien Historie Video

Historie kort fortalt

For cirka 20.000 år siden kom de første mennesker til Belgien. I 57 f.Kr. invaderede Cæsars hær Belgien, og landet forblev under romersk kontrol i de næste 500 år. Da Romerriget begyndte at blive opløst i det 5. århundrede, var det de germanske frankere, der overtog Belgien. Landet var opdelt i sprogområder, i nord talte man det germanske sprog, mens man i syd talte latin.

I løbet af det 12. og 13. århundrede begyndte de første belgiske byer at dukke op. Steder som Ypres, Brugge og Gent ekspanderede som følge af den handel, der udviklede sig i Nordeuropa. Denne handel betød at disse byer blev meget rige, og handelsskibe der lagde til i Brugge bragte varer fra hele verden. I 1340 var Gent blevet den næststørste by i Europa efter Paris.

Under den hellige romerske kejser Karl V regeringstid blev Belgien en urbaniseret region. Antwerpen blev en vigtig havn, der gjorde at byen blev et vigtigt finansielt og kommercielt centrum. Den protestantiske reformation spredte sig gennem Europa og kom til Belgien. Karl V var en troende katolik, der var stærkt imod reformationen. Som et resultat udstedte han i 1550 dekreter, hvor “kættere” blev anklaget og kunne idømmes dødsstraf. Striden førte til et protestantisk oprør i 1566. Årene efter resulterede i oprør, hvor de moderne grænser for Belgien, Luxembourg og Holland blev dannet.

I 1581 kom Belgien og Holland under den spanske krones magt. I 1585 blev Bruxelles udnævnt til Belgiens hovedstad, men det var Antwerpen, der oplevede et kulturelt løft. Westfalentraktaten i 1648 lukkede Scheldefloden for alle ikke-hollandske skibe. Det betød, at Antwerpens betydning dalede, mens Amsterdam blomstrede. Livet under spansk styre var hårdt for belgierne. Da Frankrig håbede på at udvide, blev der udkæmpet adskillige krige i Belgien, hvilket forårsagede store ødelæggelser. Kampene resulterede i den spanske arvefølgekrig fra 1701-03, som endte med, at østrigerne tog kontrol over de spanske besiddelser. Med dette magtskifte kom der samtidig fred til Belgien, da østrigerne sørgede for en stor grad af selvstændighed.

I 1794 overtog franskmændene Belgien igen og området forblev under deres kontrol indtil Napoleon blev besejret ved Waterloo i 1815. Wienerkongressen etablerede Det Forenede Kongerige Holland der bestod af Holland, Belgien og Luxembourg. Med denne nye union fik Belgien ikke meget politisk repræsentation. En revolution i 1830 førte til at man i 1831 anerkendte belgisk uafhængighed ved London konferencen.

Da Første Verdenskrig brød ud var Belgien neutral men trods det besatte Tyskland landet. Belgien led under tyskerne i fire år og var vidne til store konflikter, efter krigen med Versailles-traktaten, fik landet erstatning. Belgien erklærede igen deres neutralitet i 1936, men tyskerne invaderede endnu en gang under Anden Verdenskrig. Kongen overgav sig 10. maj 1940, men regeringen modsatte sig kongens beslutning og flygtede til London for at regere i eksil. På trods af en stærk modstandsbevægelse led den belgiske jødiske og romabefolkning, indtil Belgien blev befriet i 1944.

Efter krigen var den offentlige mening stærkt imod kongens beslutning, og han blev tvunget til at abdicere i 1951. Belgien begyndte at udvikle en vigtig rolle i international politik. I 1958 blev Bruxelles det foreløbige sæde for Europa Kommissionen og Ministerrådet. I 1967 flyttede NATO til Bruxelles fra Frankrig.